Nye rabatter for unge og pensionister med rejsekort

Nye rabatter for unge og pensionister med rejsekort

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
16. januar 2014 kl. 09:00

Med en ny prisstruktur gør DSB og Arriva  fra  19. januar det lettere for unge og pensionister med rejsekort at opnå tidsbestemte rabatter og mængderabatter. DSB og Arriva tjener ikke flere penge på den nye prisstruktur. Den indeholder tværtimod en ny fordeling af rabatterne, som blandt andre Forbrugerrådet og Ældre Sagen har efterlyst.

Hvor det i dag er muligt at opnå tidsbestemte rabatter i størrelsesordenen 50-65 procent i nogle få timer af døgnet, introducerer DSB og Arriva fra 19. januar en rabat på 40 procent uden for myldretiderne.

”Nogle kunder vil opleve, at den nye prisstruktur medfører stigninger, og andre vil opleve fald. 67 procent af de rejser, vores kunder har foretaget på rejsekort indtil nu, ville have været billigere med den nye prisstruktur, så for langt de fleste medfører den nye prisstruktur lavere priser,” siger forretnings- og produktchef i Arriva Tog A/S, Thomas Rosendal.

De unge og pensionister, der rejser mest, får større mængderabatter og mulighed for at opnå en samlet rabat på op til 70 procent.

”Med den nye prisstruktur ønsker vi at gøre det endnu mere attraktivt for unge og pensionister at rejse uden for myldretiderne, hvor der er bedre plads i togene. Det er til gavn for alle,” siger chef for salg og produktmarketing i DSB, Christian Linnelyst.

De væsentligste ændringer i den nye prisstruktur

  • DSB og Arriva tildeler nu tidsbestemte rabatter i de samme tidsrum som de lokale trafikselskaber.
  • Unge og pensionister får nye tidsbestemte rabatter:

1)      Uden for myldretiderne har rabatterne indtil nu varieret. Kunderne har kunnet opnå rabatter i størrelsesordenen 50-65 procent nogle få timer i døgnet. Nu får kunderne 40 procent rabat uden for myldretiderne.
2)      I myldretiderne stiger rabatterne fra 20 til 25 procent.

  • Unge og pensionister får desuden større mængderabatter. Det betyder, at de, der rejser mest, får mulighed for at opnå op til 70 procent rabat. Tidligere kunne kunder, der havde et Rejsekort Ung eller 65, og som primært rejste i myldretiderne, opnå større mængderabatter med et Rejsekort Voksen. Det er nu ændret, så unge og pensionister opnår de samme eller større rabatter i myldretiderne med Rejsekort Ung eller 65.

Ændringerne træder i kraft 19. januar. Kunder med Rejsekort Ung eller 65 skal ikke foretage sig noget aktivt for at få del i rabatterne.

Til pressen
Journalister, der ønsker yderligere kommentarer, kan kontakte pressevagten hos DSB Kommunikation på telefon: 24 68 00 00 eller pressevagten hos Arriva Kommunikation på telefon: 71 99 57 50.

DSB Kommunikation