Nye folk i førerrummet på DSB’s passagermagasin Ud & Se
Det bliver det nystartede firma Piccolo Media Group ApS, der fremover skal udvikle, producere og distribuere DSB’s passagermagasin Ud & Se. Det er resultatet af en konkurrenceudsættelse af Ud & Se, der har været afholdt henover de seneste måneder, hvor DSB har søgt efter en samarbejdspartner, der kan udvikle og forny Ud & Se med afsæt i magasinets grundlæggende koncept.
Bag Piccolo Media Group ApS står Jesper Sehested Lund, der har 25 års erfaring med kommerciel medievirksomhed. Jesper har blandt andet været administrerende direktør for SBS Broadcast Danmark A/S og ejer af magasinforlaget JSL Media A/S.
”Piccolo Media har præsenteret et oplæg, der flot knytter det at være på en rejse – både konkret og mentalt – sammen med udgivelsen af et kvalitetsmagasin. Blandt andre stærke oplæg, var vi ikke i tvivl om, at netop Piccolo Medias oplæg kunne tilføre en ny dimension til Ud & Se ved at gøre fælles oplevelser, tanker eller drømme i toget til omdrejningspunkt for magasinet,” siger Niels-Otto Fisker, pressechef i DSB.
Ny redaktør bliver Julie Moestrup. Julie er 44 år og har tidligere haft redaktørstillinger på magasinet Cover, Kulturen på News, 'Den 11. time' på DR2, Eurowoman, Politikens iByen og Jyllands-Postens JP København. Karen Albjerg kommer som Art Director til at stå for den visuelle linje. Karen er 41 år og har 15 års erfaring i magasin- og livstilsbranchen, de seneste år som selvstændig.
”Det er erfarne folk med håndværket i orden, der som nyt team kommer til at overtage stafetten med at producere og udvikle Ud & Se. Og det er også nødvendigt. Ud & Se har gennem årene udviklet sig til at være et af de meste læste og beundrede magasiner i Danmark. Det er en position, vi vil fastholde og udbygge. Ud & Se er et magasin, vi i DSB er stolte af at kunne tilbyde vores kunder,” understreger Niels-Otto Fisker og slutter:
”Jeg vil gerne i den forbindelse rette en tak til Ud & Se’s afgående redaktør Karen Gahrn og Datagraf Communications, der de seneste tre år har produceret bladet for DSB. De har med en flot indsats været med til at løfte Ud & Se til det høje niveau, magasinet har i dag. Også tak for deres professionelle og konstruktive håndtering af overdragelsen af Ud & Se til en ny samarbejdspartner. De har alt i alt skabt en udfordring, der er til at tage at føle på for det nye hold.”
Fakta om Ud & Se
- er udkommet siden 1980
- udkommer 11 gange om året
- bliver læst af 475.000 danskere