Nye billetautomater på S-togsstationerne
Nye billetautomater på S-togsstationerne
Nu går DSB S-tog i gang med at udskifte de røde billetautomater på S-togsstationerne. De nye automater har større udvalg af billetter
De gammelkendte røde billetautomater på S-togsstationerne bliver efter sommerferien en saga blot. Henover foråret og sommeren 2012 udskifter DSB S-tog billetautomaterne på alle S-togsstationer. Som noget nyt kan man også købe billetter til DSB Fjern- & Regional på S-togstationerne i de nye automater.
”Vi udvider servicen, så vores kunder kan købe alle billettyper på alle stationer. Man skal kunne købe billet til toget til hele landet, uanset hvilken station man står på. Desuden kan man i fremtiden hente sit periodekort i automaten, når man har sit bookingnummer med, så de nye billetautomater tilbyder en langt bedre service end de gamle,” siger DSB S-togs salgsdirektør Niklas Marschall.
I fremtiden kan man i de nye automater købe og afhente billetter, Orangebilletter, pladsbilletter, DSB 10-turs-kort samt periodekort, som er bestilt i DSB Netbutik eller i DSB Kundecenter og tildelt et bookingnummer.
De nye billetautomater er magen til dem, som man kender fra DSB’s stationer. Der skal udskiftes automater på 75 ud af i alt 84 S-togsstationer, da de stationer, som også betjener Fjern- & Regionaltog i forvejen har opstillet den nye type automater.
De første stationer, der får nye automater er: Vesterport, Dybbølsbro, Enghave, Brøndbyøster, Ny Ellebjerg, Flintholm, Nørrebro, Charlottenlund, Emdrup og Nordhavn.
Udskiftningen af automater går i gang på Vesterport Station den 19. marts.
Skærpede sikkerhedskrav
Siden 2010 er der løbende kommet skærpede sikkerhedskrav til betalingsterminaler. De gamle billetautomater lever ikke længere op til de skærpede sikkerhedskrav, da de aflæser magnetstriben på dankort, hvor de nye automater aflæser chip.
Derfor lukkes der 31. marts ned for betaling med dankort i de gamle billetautomater, og der vil være en periode, hvor der ikke er en billetautomat på stationen, som kan modtage dankortbetaling.
I denne periode kan man betale med mønter eller købe billetter og kort i 7-Eleven eller Kort&Godt på stationen, købe klippekort på forhånd via webshoppen, købe Mobilklippekort eller -billet eller få et rejsekort. Når automaterne udskiftes, tager installationen ca. tre dage, hvor der ikke er en automat på stationen.