Ny passagerrekord og mere baghjul til bilen

Ny passagerrekord og mere baghjul til bilen

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
25. marts 2010 kl. 11:15

195 millioner gange blev en kunde transporteret med et af DSB's tog i 2009, der også blev det andet år i træk, hvor DSB vandt vigtige markedsandele i forhold til bilen. Toget er blevet trendy. Og er billigere end biltransport, lyder nogle af forklaringerne fra DSB's administrerende direktør

Hmmm... Skal jeg mon vælge bilsædet og sidde i køen ind mod byen i dag? Eller skal jeg hellere sætte mig i togsædet og nyde noget kvalitetstid?

Det synes i stigende grad at være en overvejelse, danskerne gør sig. Og som oftere resulterer i, at de vælger at stige på toget og lade bilen stå i garagen. I hvert fald fortæller tallene i DSB’s dugfriske årsregnskab for 2009, at DSB havde en vækst i antallet af kunder på 19,1 millioner eller 11 procent - i forhold til 2008.
194,77 millioner gange løste kunder således billet til DSB i 2009, hvilket er det højeste antal nogensinde.

Toget er trendy
Fremgangen skyldes primært DSB’s målrettede aktivitetsudvidelser i Sydsverige, men også en vækst på en procent i antal passagerer i Danmark spiller ind. 2,2 millioner ekstra kunder er således steget på et DSB-tog i Danmark i løbet af 2009.
En vækst, der sammenholdt med, at Vejdirektoratet for nylig har offentliggjort tal for, at biltrafikken i Danmark i 2009 samlet er faldet med 1,5 procent, cementerer den nye udvikling i danskernes transportmønstre fra 2008: Toget vinder markedsandele i forhold til bilen.

Ifølge DSB’s administrerende direktør Søren Eriksen har togets medvind flere forklaringer. Han peger blandt andet på, at DSB er blevet bedre til at markedsføre togets fordele midt i en tid hvor danskerne styrker deres interesse for klima- og miljøforhold. Togets grønne og bæredygtige kvaliteter gør det til et ansvarligt transportvalg for mange.

Samtidig har vi i krisetider en tendens til at fravælge dyre produkter som biler og i stedet søge mod billigere alternativer:

»Hvis du kan spare nogle faste udgifter på husholdningsbudgettet ved at fravælge bilen, bliver der naturligvis mere luft i familiernes økonomi,« siger Søren Eriksen.

»Men jeg tror heller ikke, at man skal undervurdere det forhold, at toget er blevet mere trendy i danskernes bevidsthed – blandt andet på grund af den øgede klima- og miljøbevidsthed. Det er altså ikke specielt trendy i dag at sidde alene i sin bil midt i en kø på vej ind mod København og vide, at ud over at man sidder og spilder sin tid gevaldigt, så sidder man også og sviner ved at udlede store mængder CO2,« mener Søren Eriksen.

Klima- og ansvarsbevidstheden består
Det er således andet år i træk, at toget kører fra bilen i trafikvækst. Og det sker endda i lyset af, at Danmark gennemlever en periode, hvor markedet for transport har været stærkt påvirket af den generelle økonomiske afmatning, faldet i privatforbruget og en højere arbejdsløshed.

Men fortsætter den fine passagerudvikling for DSB og toget mon og former sig til en længerevarende tendens?

»Når krisen løjer af, og folk får flere penge igen, er der selvfølgelig en begrundet risiko for, at flere danskere køber biler igen. Omvendt ændrer klima- og ansvarsbevidstheden sig jo ikke i befolkningen. Og samtidig vil transportbehovet forventeligt stige efter krisen, og så ønsker vi jo og arbejder selvfølgelig på at fastholde og øge vores markedsandele,« vurderer DSB’s administrerende direktør Søren Eriksen.

»Jeg oplever, at danskernes søgen mod kollektive transportformer så at sige er blevet bæredygtig. Toget er jo et pålideligt og ansvarligt alternativ til bilen, og danskerne vil gerne bidrage til et bedre klima, som er resultatet, når de vælger at stige ind i toget frem for i bilen,« siger han.

Medvind i hovedstaden
De flere indlandskunder hos DSB er primært steget på toget i Østdanmark. DSB's Fjern- og Regionaltog tegner sig for cirka 300.000 flere kunder, mens DSBFirst har tiltrukket knapt 800.000 ekstra kunder. Og i hovedstadsområdet er omkring 1,2 millioner flere passagerer steget på S-toget i forhold til 2008.

Vejdirektoratet har nyligt opgjort, at persontrafikken på vejene i Storkøbenhavn i samme periode faldt med 2,3 procent.

Af Jannik Preisler