Ny økonomidirektør i DSB
Ny økonomidirektør i DSB
DSB skal have ny økonomidirektør. Økonomidirektør Jacob Kjær har valgt at stoppe efter to år i DSB. To år, hvor han har været en central del af holdet bag DSB, og hvor han navnlig det seneste år har kunnet glæde sig over forbedringerne af både DSB’s økonomi og rettidighed:
"Der er god grund til at tro, at vi allerede ved udgangen af i år, er kommet så langt med det strategiske program, ”Sundt DSB”, at forbedringen af økonomien med 1 mia. kr. er indenfor sigte. Det er derfor et godt tidspunkt for mig at søge nye udfordringer. Jeg har i nogen tid drøftet dette med Jesper Lok og jeg er glad for at vi nu har muligheden for at lave skiftet smidigt", siger Jacob Kjær.
Jacob Kjær vil fratræde i løbet af august måned:
”Jacob bærer en stor del af æren, for den fokusering DSB har været igennem og for de resultater, der er skabt de seneste år. Jeg vil derfor takke Jacob for hans indsats og ønske ham alt det bedste i hans videre karriere", siger adm. direktør Jesper Lok.
Ny Økonomidirektør bliver Stig Pastwa, som kommer med ledelseserfaring fra blandt andet servicevirksomheden ISS og Saxo Bank, hvor han har arbejdet med økonomi, udvikling og effektivisering. Stig Pastwa starter den 15. august og vil sammen med Jesper Lok udgøre direktionen i DSB.
”DSB er en spændende og kompleks virksomhed, som berører rigtig mange i hverdagen. Jeg glæder mig til at blive en del af holdet, hvor fokus stadig vil være på at sikre et DSB baseret på et konkurrencedygtigt økonomisk grundlag”, siger Stig Pastwa.
Samme dag falder endnu en ledelsesmæssig brik på plads. Ansvaret som direktør for ”Jura/Kontrakt/Rammebetingelser” overtages af Thomas Thellersen Børner. Thomas kommer fra en stilling som direktør i Københavns Kommune, og har forud herfor arbejdet i såvel Transport- som Finansministeriet.