Ny og mere enkel køreplan for S-tog

Ny og mere enkel køreplan for S-tog

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
12. juni 2007 kl. 09:24

Søndag den 23. september 2007 træder en ny køreplan for S-tog i kraft. Den nye køreplan giver passagererne en række fordele og forbedringer - først og fremmest i form af en mere enkel linjestruktur og flere tog på en række stationer.


Køreplanen er baseret på tre overordnede principper, som er resultat af de mest omfattende kundeundersøgelser forud for en ny køreplan nogensinde i DSB S-tog.


Undersøgelserne viste, at kunderne ønsker:


  • Flere afgange på de korte rejser
  • Hurtigere tog på de lange rejser
  • 10-minuttersdrift som minimum

Fra den 23. september bliver grundstammen i køreplanen 10-minutters drift i dagtimerne på linjerne A (Hundige-Farum), B (Høje Taastrup-Holte) og C (Frederikssund-Klampenborg). Om aftenen og på søndage kører disse linjer hvert 20. minut. Togene standser på alle stationer. Eneste undtagelse fra 10-minutters driften er mellem Ballerup og Frederikssund, hvor det på grund af kapacitetsproblemer i øjeblikket ikke kan lade sig gøre at indføre fast 10-minutters drift.


På de lange strækninger suppleres 10-minutters driften med hurtige, gennemkørende tog. Hurtiglinjerne er:


Linje E (Køge-Hillerød), der kører hvert 10. minut om dagen og hvert 20. minut om aftenen og på søndage.


Linje H (Frederikssund-Østerport), der både dag og aften kører hvert 20. minut. Bliver 4 minutter hurtigere end linje H er i dag.


Linje Bx (Høje Taastrup-Farum) med 20 minutters drift. Som den eneste linje i den nye køreplan kører linje Bx kun i myldretiderne.


Med den nye køreplan vil alle S-tog standse på alle de stationer, der er omkranset af Ringbanen. Her vil S-togene i højere grad fungere som en ”metro”, hvor der er så kort ventetid mellem togene, at man som passagerer ikke behøver køreplan.


Rent grafisk præsenteres køreplanen på en ny og mere enkel måde. Minuttallene for kørsel i begge retninger er fx blevet samlet, og de tog, der kun kører i dagtimerne er tydeligt markeret i hvide kolonner.

Hele køreplanen kan ses på www.dsb.dk/s-tog