Ny køreplan med flere og hurtigere tog
Ny køreplan med flere og hurtigere tog
Kortere rejsetider mellem København og Århus H og sene S-tog er nogle af nyhederne i K09
Fra køreplansskiftet 11. januar er det igen muligt at gøre turen mellem Københavns Hovedbanegård og Århus H på lige under tre timer. Det er årets store sporombygning mellem Fredericia og Århus H, der gør det muligt at fjerne 5-6 minutter af køretidstillægget.
Fjern- & Regionaltog indsætter flere InterCityLyn-tog lørdag og søndag, og som noget nyt kører nogle af lyntogene til og fra Københavns Lufthavn,
Kastrup.
Stiv køreplan
De fleste andre køreplansændringer sker lokalt på Sjælland. Sydbanen og Nordvestbanen får en såkaldt stiv køreplan, det vil sige med afgange på faste minuttal, i eftermiddagsmyldretiden. Det er der flere fordele ved, tiderne er lettere at huske for kunderne, og køreplanen er mere robust – det vil sige mindre sårbar over for forsinkelser. Desuden får Nordvestbanen timedrift i hele driftsdøgnet. I dag er der mellem cirka klokken 21-23, ingen tog mellem Holbæk og Kalundborg.
På Lille Syd ophører de to direkte eftermiddagsmyldretidstog mellem Næstved og København over Køge med at køre. Til gengæld forlænger Fjern- & Regionaltog tidsrummet med halvtimes drift mellem Næstved, Køge og Roskilde.
I dag kører der tog hver halve time i nordgående retning fra Næstved til Roskilde indtil kl. 14.52. Fra køreplansskiftet kører der tog hver halve time frem til kl. 17.22.
Sene aftentog
På S-banen kan kunderne glæde sig over, at minuttallene er de samme som i 2008 og at den sidste afgang i retning mod Frederikssund er lagt senere. Derudover får de en ekstra sen afgang i hver retning mellem København og Høje Taastrup.
For pendlerne på Farumbanen er myldretiden udvidet på linje Bx med to ekstra morgentog i slutningen af morgenmyldretiden og to ekstra tog i begyndelsen af eftermiddagsmyldretiden. Til gengæld er dagens sidste afgang i de "hvide tider" i køreplanen taget ud for linje A, linje B og linje E, da det har vist sig, at der ikke er mange kunder på de afgange. De hvide tider er afgange i dagtimerne, som i den trykte køreplan er markeret i hvide bokse.