Ny køreplan: Lynhurtigt hele dagen
Ny køreplan: Lynhurtigt hele dagen
Af Andreas B Magnussen og Martin Sun Larsen
DSB's køreplan for 2008, der træder i kraft søndag 6. januar, byder på kortere rejsetider og flere InterCityLyn-tog mellem landsdelene.
DSB udvider InterCityLyn-togenes driftsdøgn med to timer på hverdage, fem timer lørdag eftermiddage og tre timer søndage formiddage.
»For kunderne betyder det, at de får flere direkte og hurtige tog mellem København, Århus og Aalborg,« siger planlægningschef Ole Raft.
I de timer, hvor der i dag ikke kører lyntog, medfører udvidelsen kortere rejsetider på op til 20 minutter.
Færre skift i Aalborg
Nord- og Østjylland får flere direkte tog og bedre forbindelser mellem København og stationerne nord for Aalborg og to tog i timen over flere af døgnets timer mellem København, Århus og Aalborg.
I takt med indsættelsen af IC4 i landsdelsdrift forlænger DSB InterCityLyn-togenes kørsel til og fra Københavns Lufthavn, Kastrup.
To tog i timen på Sydbanen
På Sydbanen mellem København H og Nykøbing F introducerer to nye togsystemer mellem myldretiderne i hverdagene, lørdag formiddag og søndag fra sidst på eftermiddagen.
»Det betyder, at kunderne i de større byer langs Sydbanen får to tog i timen og væsentligt kortere rejsetider uden for myldretiderne,« forklarer planlægningschef Ole Raft fra DSB Planlægning og Trafik.
Det ene system, der består af hurtigtog og EuroCity-tog, standser kun i Høje Taastrup, Næstved, Vordingborg og Nykøbing Falster, og når det kører som EuroCity-tog fortsætter det til Hamburg via Rødby Færge.
13 minutter hurtigere til Nykøbing F
I hurtigtogssystemet på Sydbanen reduceres rejsetiden mellem København og Nykøbing Falster til 1 time og 25 minutter. Mellem København og Næstved reduceres rejsetiden til 49 minutter.
»Erfaringerne fra eksempelvis Kystbanen viser, at rejsetiden er afgørende for kunderne, der rejser over de lange afstande. Så længe vi kører med en blanding af ældre og nyere materiel, er det begrænset, hvor store køretidsgevinster, vi opnår. Den helt store gevinst ligger forude, når der er indsat en ensartet flåde af IC3-og ICE-TD-tog på Sydbanen. Til den tid får vi mulighed for at køre endnu hurtigere tog i myldretiderne,« forklarer Ole Raft, der opfordrer kunderne til at betragte det her som en start.
Det andet togsystem, stoptogene, standser ved samtlige stationer mellem Roskilde og Nykøbing Falster med undtagelse af Borup og Viby Sjælland. De to stationer betjenes i stedet af regionaltogene på Vestbanen mellem København H og Korsør.
Flere tog over Øresund
En kolosal vækst på 28 procent flere passager over Øresund i 2007 betyder, at antallet af afgange i hverdagene øges. I myldretiden er der tre ekstra afgange om morgenen fra Malmö Syd/Svågertorp til København H/Nivå og tre ekstra i modsat retning om eftermiddagen. Det medfører 10-minutters drift i én time morgen og eftermiddag.
InterCity-togene mellem Københavns Lufthavn, Kastrup og Aalborg/Lindholm standser fremover også i Ørestad.