Ny hastighedsnedsættelse

Ny hastighedsnedsættelse

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
30. august 2005 kl. 20:55

DSB har kl. 18.15 tirsdag den 30. august fået meddelelse fra Banedanmark om, at hastigheden mellem København og Århus igen vil blive nedsat fra 180 km i timen til 120 km i timen. Det sker ifølge Banedanmark efter påbud fra Trafikstyrelsen.

"DSB beklager meget de gener, hastighedsnedsættelsen påfører vores kunder. Vi vil ligesom ved den seneste hastighedsnedsættelse prøve at mindske ulemperne for passagererne," siger underdirektør i DSB, Ove Dahl Kristensen.

Første hastighedsnedsættelse blev påbudt fredag den 19. august og ophævet gradvis fra i fredags til i dag. Hastighedsnedsættelsen vil forlænge rejsetiden mellem København og Århus med omkring en halv time.