Ny eventbillet giver billig transport til hovedstadens arrangementer
Ny eventbillet giver billig transport til hovedstadens arrangementer
Trafikselskaberne Metro, Movia, DSB, DSB S-tog og DSBFirst har indgået et unikt samarbejde med Billetlugen, der gør det muligt at købe transport til og fra arrangementer til en meget attraktiv pris. Fra 1. december 2010 vil det være muligt at købe transport i forbindelse med køb af billetter til udvalgte arrangementer på Billetlugen.dk.
”Med den nye eventbillet gør vi det både nemmere og billigere for vores kunder at deltage i byens mange events. Ved at klikke ind på Billetlugen.dk kan de på én og samme tid sikre sig billet til et arrangement samt billig transport til eventen,” siger Niklas Marschall, salgsdirektør i DSB S-tog.
”Vi har med denne løsning lyttet til både vores kunder og medarbejdere, der over flere omgange har foreslået at sammenkoble køb af events med transport. Vi har derfor en god fornemmelse af, at løsningen vil udfylde et behov hos kunderne,” siger Niklas Marschall, salgsdirektør i DSB S-tog.
København tur - retur for 20 kr.
Eventbilletten lanceres til en kampagnepris på 20 kr. og gælder i bus, tog og metro i Storkøbenhavn og nærmeste forstæder, mens man for 40 kr. får adgang til alle zoner i Hovedstadsområdet. Billetten gælder hele dagen og kan benyttes til både ud - og hjemrejse. I første omgang kan den bestilles i forbindelse med udvalgte arrangementer, mens det på sigt vil være muligt at kombinere den med alle Billetlugens events.
”Vi er meget glade for samarbejdet med Billetlugen. Det er oplagt at kombinere events og transport og dermed skabe en samlet dør-til-dør løsning for kunden,” siger Anders Due, kunde- og markedscenterchef i Movia.
For at få fingre i det gode tilbud skal man sætte kryds i feltet ’eventbillet’, når man bestiller på Billetlugen.dk. Herefter modtager man sin transportbillet som sms på selve dagen for eventen.
Eventbilletten fås til kampagnepris i en introduktionsperiode på 4 måneder. Herefter fastsætter trafikselskaberne den permanente pris på billetten, der efter lanceringsperioden også kan sælges i samarbejde med andre billetudbydere.