Ny dsb-hjemmeside med fokus på kunderne

Ny dsb-hjemmeside med fokus på kunderne

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
14. december 2007 kl. 13:51

DSB har fået ny hjemmeside, hvor effektiviteten er sat i højsædet og kunderne i centrum.

 


Dsb.dk, der er en af Danmarks mest besøgte hjemmesider, har fået nyt design og struktur.  Den nye hjemmeside har fået større fokus på brugervenlighed, salg, trafikinformation og kundeservice.



»Med den nye hjemmeside har vi koncentreret os om det, vi ved, vores kunder efterspørger, når de går på dsb.dk; trafikinformation, Rejseplanen og gode DSB Orange-tilbud. Med udgangspunkt i stor brugervenlighed vil vi gerne have, at hjemmesiden hjælper kunden med at finde de rigtige ting og gerne dem på tilbud,­« siger Anders Lindberg fra DSB Online.


Det nye design og den nye struktur giver også bedre mulighed for at markedsføre f.eks. DSB Orange eller aktuelle kampagner som f.eks. DSB Døgnet. Trafikinformation vil også være langt mere synlig end i dag.


»Det har været et stort arbejde, og det er kun et lille skridt på en længere rejse, som dsb.dk skal på. Det nye tiltag vil i første omgang kun gælde på de første lag af hjemmesiden. Klikker man sig længere ind på undersiderne, vil det stadig være muligt at finde den gamle struktur,« siger Anders Lindberg.


Dsb.dk er blandt de 20 mest besøgte hjemmesider i Danmark og har hver måned 600.000-700.000 brugere, der fremover vil kunne glæde sig over bedre muligheder for selvbetjening og et langt mere brugervenligt design og struktur.