Nu er pionerkunderne i gang
Nu er pionerkunderne i gang
Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
13. december 2007 kl. 15:49
Torsdag modtager de 48 kunder, der har meldt sig til at give rejsekortet et nap med som såkaldte pionerkunder, deres kort med posten.
- De næste tre måneder skal de køre i området mellem Roskilde og Tølløse, som de plejer, og på den måde teste rejsekortets mange funktioner.
”Det er en skøn fornemmelse at være gået i luften, og jeg er meget spændt på, hvad kunderne siger til rejsekortet. Det er jo en helt ny måde at starte og slutte sin rejse på. Vi ser frem til at få deres respons, så vi kan få rettet de børnesygdomme, der altid er i så store projekter, inden vi går i luften med langt flere testkunder,” siger projektchef for Den fælles testgruppe for rejsekortet, Thomas Boe Bramsen.
De krav, som pionerarbejdet stiller til de interesserede kunder er, foruden rejseaktivitet, en aktiv e-mail-adresse og mobiltelefon, så rejsekortes testgruppe let kan komme i kontakt med dem og indsamle deres erfaringer med kortet. Pionererne skal desuden føre rejsedagbog, men til gengæld for samarbejdet kan de rejse gratis på kortet i området Roskilde – Lejre – Hvalsø – Tølløse (rejsen skal starte og slutte i området) i hele testperioden.
Rejsekort A/S blev stiftet i 2003 af HUR, DSB, Ørestadsselskabet IS, Storstrøms Trafikselskab, Vestsjællands Trafikselskab, Vejle Amts Trafikselskab og Nordjyllands Trafikselskab. I dag, efter kommunalreformen, er aktionærerne Movia, DSB, Ørestadsselskabet, Sydtrafik, Midttrafik, Nordjyllands Trafikselskab, FynBus og Bornholms Amts Trafikselskab.
Leverandøren af rejsekortsystemet er et konsortium, East-West Denmark Aps, som er ejet af Thales med 80 pct. og Accenture med 20 pct.
Læs mere om rejsekort her: www.rejsekort.dk