Nu er der fri internet i S-togene
Nu er der fri internet i S-togene
Kunderne i S-togene får fra i dag fri internetadgang på S-togsturen. Gratis Danmark leverer løsningen, som er nem at bruge og også byder på gode tilbud og tjenester til kunderne
De første kunder har opdaget det: nu kan man koble sig på trådløst internet i S-togene via pc eller mobiltelefon med WiFi - uden at skulle betale for det. Dermed får kunderne opfyldt et stort ønske, nemlig fri internetadgang i S-togene, så de kan arbejde, læse og skrive mails og søge på nettet.
”Vi er meget glade for, at vi nu kan tilbyde fri internet i S-togene. Det er noget, vores kunder længe har ønsket sig, og det giver dem en unik mulighed for at være på, også når de er på farten. Vi ved, at vores mange daglige pendlere bl.a. vil sætte stor pris på at kunne arbejde på vej til og fra arbejde og møder eller benytte tiden i toget til at læse nyheder eller mails,” siger DSB S-togs salgsdirektør Niklas Marschall.
En pakke af gode oplevelser
Internet i S-toget skal ses i en sammenhæng med andre nye tiltag i S-togene, hvor kunderne får tilbudt underholdning, indholdstjenester og gode tilbud, som tilsammen skal give en god oplevelse med S-toget.
»For kort tid siden lancerede vi den digitale udgave af magasinet Byens Puls, det fri internet har en startside, som byder på tilbud, underholdning og tjenester, og til næste år kommer der tv-skærme i S-togene med nyheder, trafikinformation og serviceinformation. Det er alt sammen en del af, at vi gerne vil tilbyde kunderne den bedste oplevelse på turen med S-toget,« siger Niklas Marschall.
Brugervenlig løsning
Første gang brugeren logger på, skal han/hun oprette en Gratis Danmark profil, som de også kan bruge andre steder, hvor der er Gratis Danmark netværk. Brugeren kan også oprette profilen hjemmefra på www.dsb.dk/friinternet, så har de brugernavn og adgangskode klar, til næste gang de er i S-toget.
Når brugerne går på det fri internet i S-toget, bliver de mødt af en startportal med information, nyheder, tjenester og tilbud.
Internetløsningen i S-toget har en hastighed, der kan sammenlignes med WiFi hotspots på for eksempel kaffebarer, hoteller og tankstationer. Kunderne på det enkelte tog deler en fælles forbindelse ”ud af toget”, og hastigheden vil variere afhængig af, hvor mange der deler forbindelsen samtidig. Hastigheden kan også påvirkes af, hvor på strækningerne det enkelte tog befinder sig, og om flere tog er i nærheden af hinanden.
Der er nu installeret trådløst internet i ca. 100 S-tog, og om et par uger vil der være internet i alle S-tog.
Gratis Danmark leverer
Det er Gratis Danmark, der i samarbejde med DSB S-tog, leverer trådløst internet til togene. Hermed sikres det, at kunderne ikke skal betale for adgangen, fordi annoncer og indhold finansierer løsningen. Gratis Danmark har planer om at nå ud til alle danskere, så alle kan få adgang, hvor de er. I forvejen leverer Gratis Danmark gratis trådløst internet til et stort antal hoteller og havne og har en lignende løsning i Regionstog A/S på Lolland.
Sådan gør du:
1.Søg efter trådløse netværk på din computer eller mobil via WiFi
2.Tilslut netværket ”Gratis Danmark”
3.Åben din internet-browser Kun ved første gang:
4.Opret en ”Gratis Danmark” – profil
5.Aktiver din profil i den mail, du modtager
Når man logger sig på internet i S-toget bliver man automatisk tilmeldt S-more – som er S-togs fordelsprogram, hvor man kan modtage gode tilbud og information om S-tog. Det er gratis at være medlem af S-more.