Nu bliver IC3-togene opgraderet

Fredag eftermiddag rullede det første moderniserede og opgraderede IC3-togsæt ud på de danske skinner

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
10. juli 2018 kl. 09:45

Ompolstring af sæderne, nye gulvtæpper, ny sidevægs-beklædning, opdaterede piktogrammer og ny lydabsorberende plade i hattehylden. Det er blot et udvalg af de forbedringer, som IC3-togene vil få i den kommende tid. Og det hele vil blive lavet i de bedste materialer med hensyn til slidstyrke, rengørings- og miljøvenlighed.

DSB håber, at kunderne tager godt imod opgraderingen, siger underdirektør i DSB Kommerciel Aske Wieth-Knudsen:

"Jeg er glad for, at vi frem over kan tilbyde vores kunder nogle bedre og mere tidssvarende rammer at rejse under. IC3-togene er de mest populære af DSB’s tog hos kunderne, og nu gør vi det endnu bedre. Det er et af de første skridt i en længere rejse mod at opgradere, modernisere og levetidsforlænge DSB’s togmateriel. Samtidig vil opgraderingen være en designmæssig modernisering i nye tidssvarende farver og mere moderne materialer, som vil give et mere roligt udtryk inde i toget. På den måde vil vi gerne understøtte kundernes ønske om at få fred og ro til at lave det, de vil. Om det er at arbejde, streame en film eller noget helt tredje.”

Opgraderingen koster ikke DSB ekstra ”Ombygningen af togene sker i forbindelse med, at IC3-togene skal igennem deres allerede planlagte store eftersyn, og det tager cirka to et halvt år, før alle togsæt har været igennem udskiftningen. Det er win-win for DSB, fordi vi kan give togene den kosmetiske opgradering uden meromkostning, og samtidig vil vores passagerer få den gode oplevelse at sidde i nyrenoverede og lækre togvogne,” siger Aske Wieth-Knudsen.

Alle 96 IC3-togsæt vil være opgraderet med nyt interiør i 2020.

Se interiørbilleder i høj opløsning fra et af de første IC3-tog (MF 5060). OPDATERET: 11. juli 2018. Vi har tidligere skrevet, at billederne er taget i MF 5063. Det korrekte litranummer er imidlertid MF 5060.

Billede 1 (14,5 Mb), billede 2 (13,8 Mb), billede 3 (16,1 Mb) og billede 4 (15,2 Mb). Billederne kan frit bruges af pressen ved akkredittering af Jens Hasse, Chili Foto for DSB.

Fakta om opgraderingen:
• Nyt sædebetræk
• Nye gulvtæpper
• Mere synlig zonemarkering af DSB1 og Stille- og familiezonerne
• Opdaterede piktogrammer
• Nye indvendige markeringer af døre
• Nye poser og servietter på toiletterne

DSB Kommunikation & Branding (mtj)