Nørre Alslev: Svømmehal stopper med at sælge DSB-billetter

Nørre Alslev: Svømmehal stopper med at sælge DSB-billetter

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
11. maj 2012 kl. 11:46

Med Rejsekortets indtog på Sydsjælland og Lolland-Falster er salget af billetter på de betjente salgssteder faldet drastisk.

"Stadig flere benytter Rejsekort eller betjener sig selv via nettet. Det seneste år er der højest solgt 20 billetter om ugen i Nordfalster Svømmecenter. Det betyder, DSB ikke længere kan få økonomi i at uddanne nye medarbejdere og stille salgsterminaler til rådighed for svømmehallen i Nørre Alslev," forklarer strækningsansvarlig i DSB Peter Witthøft-Rasmussen.

DSB's billetsalg i Nordfalster Svømmecenter ophører den 31. maj 2012. Efter denne dato vil det fortsat være muligt at købe billetter i billetautomaten på stationen, i DSB's kundecenter på telefon 70 13 14 15, på DSB.dk og på smartphones med DSB Billet App, som det er gratis at hente i App Store eller Google Play, der tidligere hed Android Market.

Peter Witthøft-Rasmussen føjer til, at DSB og Ældre Sagen med jævne mellemrum tilbyder kurser, der skal gøre kunderne fortrolige med at benytte billetautomaterne. Billetautomaterne er indrettet på en måde, så de er tilgængelige og lette at bruge for kørestolsbrugere og svagtseende.

Martin S. Larsen