Normal trafik forbi Børkop udsat til søndag
Normal trafik forbi Børkop udsat til søndag
Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
21. april 2006 kl. 13:13
Først fra på søndag kl. 13 bliver det muligt for DSB at køre i begge spor forbi Børkop mellem Fredericia og Vejle, hvor et dæmningsskred har generet trafikken siden 7. april.
Der var ellers ventet normal trafik fra fredag klokken 15. Men efter at arbejdet med at retablere dæmningen var færdigt, viste geologiske undersøgelser, at Banedanmark bør understøtte sporet yderligere ved at banke 80 støttepæle ned i jorden omkring dæmningen.
Udsættelsen betyder, at de trafikale konsekvenser frem til søndag kl. 13 er følgende:
-
Alle regionaltog mellem Fredericia og Herning/Struer er aflyst på strækningen Fredericia-Vejle.
-
Regionaltog på strækningen Esbjerg-Fredericia-Århus kører kun mellem Esbjerg og Fredericia og Børkop og Århus.
-
Alle InterCity og InterCityLyn på strækningen Vejle – Fredericia må forventes forsinket ca. 10 minutter.
Fra søndag kl. 13 skal man regne med, at InterCity og InterCity Lyn har en længere rejsetid på 5-10 minutter mellem København og Århus.