Nødkøreplan i Nordjylland

Nødkøreplan i Nordjylland

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
10. december 2006 kl. 14:07

Banedanmark har med øjeblikkeligt varsel lørdag morgen nedsat hastigheden til 80 km/t mellem Lindholm og Frederikshavn. Normalt kører togene 120 km/t på strækningen. Hastighedsnedsættelsen resulterer i forsinkelser på op til 30 minutter i InterCity- og InterCityLyn-trafikken.

Hastighedsnedsættelsen er iværksat efter, at Banedanmarks særlige målevogn har fundet flere nye skinnefejl.

DSB forsøger så vidt muligt i dag lørdag at indsætte rettidige tog mellem Århus og København.

Nødkøreplan fra søndag
Fra og med i morgen søndag iværksætter DSB en nødkøreplan, hvor InterCityLyn-togene kører mellem København og Aalborg frem for mellem København og Frederikshavn.

Det betyder, at kunder, der rejser mellem København og stationer nord for Aalborg skifter til regionaltog i Aalborg, og det får den følgevirkning, at deres rejse er op til en time længere end normalt.

Kunder, der rejser lokalt mellem Aalborg og Frederikshavn får mellem 15 og 20 minutters længere rejsetid.

Nødkøreplanen forventes at gælde i alt fald hele næste uge med, det vil sige 10 -17. december.

Prognose i begyndelsen af næste uge
Banedanmark forventer, at de i starten af næste uge har en prognose klar for, hvornår det igen er muligt at køre fuld hastighed på strækningen.