DSB tæller alle S-togsrejsende

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
28. oktober 2021 kl. 10:00

Torsdag den 4. november tæller DSB alle rejsende på S-togsnettet. Så den dag bliver du mødt af en person i gul eller grøn vest, der rækker dig en brik, som du skal tage med på S-togsrejsen og siden aflevere, når du er nået frem til den sidste S-togsstation på din rejse. Formålet er at give DSB et indblik i de rejsemønstre, som S-togs kunderne har på et almindeligt hverdagsdøgn.

”For at sikre bedst mulig service til vores kunder, så har vi brug for at vide, hvordan de rejser rundt på S-togs nettet. Vi lavede en lignende tælling for seks år siden, så vi skal have opdateret vores viden. Blandt andet fordi der siden er føjet Køge Nord og Vinge stationer til på S-togsnettet og Metro Cityringen er åbnet,” siger kundechef i DSB, Charlotte Saltoft Kjærulff.

I øjeblikket stiger der 320.000 rejsende på S-toget hver dag. Før corona fik antallet af rejsende til at falde, var der 380.000 daglige rejsende.

”Der er færre rejsende lige nu, men vi kan se, at flere og flere vender tilbage, så det er endnu mere vigtigt at tage godt imod kunderne ved at kende deres behov ud fra rejsemønstrene,” siger Charlotte Saltoft Kjærulff.

Udover at se rejsemønstre giver tællingen også et fingerpeg om, hvordan kunderne bruger den populære mulighed for gratis at tage cykler med i S-toget. Den viden skal blandt andet bruges til at forbedre planlægningen af togdriften til gavn for kunderne.

”Nogle vil måske mene, at vi med Rejsekortet kan få noget af den viden. Det er ikke muligt, da vi også har mange der rejser på pendlerkort eller ungdomskort. Så det her er den bedste metode til at sikre, at alle er med. Vi håber, at kunderne tager godt imod tællerne, så vi kan få et retvisende billede af vores kunders brug af S-togene,” understreger Charlotte Saltoft Kjærulff.

Konkret betyder det, at alle S-togsrejsende den 4. november får en såkaldt tællebrik i hånden, når de kommer for at tage toget fra en de 86 S-togsstationer i hovedstadsområdet. Brikken skal passageren holde fast i, også hvis de skifter S-tog undervejs på turen. Først når togturen bliver afsluttet, skal brikken afleveres til en af de omkring 1.000 tællere, der i løbet af døgnet vil være på stationerne for at uddele og indsamle brikkerne. Tællingen kommer ikke til at påvirke driften, så kunderne kan rejse, som de plejer.

Fra 1937 og frem til 2008 har der næsten årligt været foretaget den slags tællinger. Siden er S-togene blevet udstyret med et automatisk tællesystem, men de viser ikke rejsemønstrene. Sidste tælling er foretaget i 2015 og bliver nu gentaget.