Næste stop Tyskland

Næste stop Tyskland

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
28. oktober 2008 kl. 10:00

DSB åbner projektkontor i Tyskland i løbet af de kommende måneder

DSB vil i de kommende år stile målrettet efter at vinde udbud i Tyskland, og DSB International er nu i gang med at opbygge en tysk tilbudsorganisation. I den nærmeste fremtid vil der blive ansat en tysk projektdirektør, og der vil blive rekrutteret et antal projektledere. Samtidig vil DSB åbne kontor i Tyskland.

Arbejdsplads i Tyskland

»Medarbejderne i vores tilbudsorganisation vil få fast arbejdsplads i Tyskland, og vi lægger meget stor vægt på at finde de helt rette kandidater til jobbet,« siger International direktør i DSB, Peter Christensen.
»Vores nye tyske core-team, som vi kalder tilbudsorganisationen, bygger i vid udstrækning på den erfaring, DSB har fået fra de tilbud, vi har deltaget i tidligere. Og for DSB-ansatte, der ønsker at arbejde med de tyske projekter, vil der dels blive tale om udstationering og dels ansættelse som projektledere med fast tilknytning til DSB International for en længere periode.«

Alle med på fuldtid

Hvad er forskellen på Tysklands-teamet og DSB's tidligere tilbudsarbejde i Sverige og Storbritannien?
»Bortset fra Øresundsprojektet har vi ikke tidligere arbejdet med hundrede procent dedikerede projektmedarbejdere. Det har været tale om projektdeltagere, der hele tiden har været knyttet til DSB's basisorganisation, mens de arbejdede på projekterne. Derfor har det været svært at fastholde den nødvendige fokus og erfaring. Med core-teams sikrer vi, at alle deltagere er fuldtidsbeskæftigede på projekterne, og samtidig udnytter vi bedre den erfaring, der opbygges fra projekt til projekt,« forklarer Peter Christensen.
Peter Christensen understreger dog, at selv om der nu opbygges et særligt Tysklands-team, vil der fortsat være et stort behov for at benytte DSB specialister på en række områder.
»Det har jo vist sig, ikke mindst i forbindelse med tilbudsarbejdet på Stockholms tunnelbane, at vi i DSB besidder spidskompetencer på en række områder, og det skal vi naturligvis udnytte.«

Mange muligheder

Ved I allerede, hvad I vil byde på i Tyskland?
»I modsætning til fx Storbritannien er det tyske marked mere opsplittet, og antallet af budmuligheder langt større. Alene i 2009 forventes det, at antallet af udbud vil ligge mellem 15-20, og det samlede antal udbudte togkilometer vil blive cirka 70 millioner togkilometer. Vi har fulgt det tyske marked nøje siden 2001 og har derfor et indgående kendskab til de i alt 36 forskellige udbudsmyndigheder, men vi kan endnu ikke sige noget konkret om, hvad vi beslutter os for at byde på«, fortæller Peter Christensen.
»Derimod kan vi sige, at strategien er klar nu. Og der er tale om en markant satsning. Vi har gjort et grundigt forarbejde og har blandt andet interviewet ledere i DSB for at høre om deres erfaringer med tidligere udbud. Så mange har derfor været med til at udvikle den nye strategi og tilpasse den til sporskifte 2010«.
DSB går nu målrettet efter opgaver på det tyske marked, hvor antallet af togudbud alene i 2009 ventes at blive mellem 15-20.

Niels Molsted