Musik på S-togsstationer og i S-tog
Musik på S-togsstationer og i S-tog
Når Spil Dansk Dagen sørger for danske toner overalt i det ganske land på torsdag den 26. oktober, er DSB S-tog også med.
I forbindelse med dette års Spil Dansk Dag giver det anmelderroste band Christian Juncker og Groth koncert på Holte Station kl. 15 og dernæst på Birkerød Station. Spil Dansk Dagen er en årlig begivenhed, hvor den danske musikbranche fejrer dansk musik med koncerter i hele landet.
Christian Juncker og Groth, som bl.a. fik fem stjerner i Berlingske Tidende for deres seneste cd ”Det sorthvide hotel”, bliver flankeret af bl.a. kulturminister Brian Mikkelsen, som holder en kort tale inden koncerten. Efter koncerten springer band og kulturminister på toget til Birkerød kl. 15.28, og bandet spiller i toget på vej til Birkerød samt igen på Birkerød Station, når toget ankommer knap fem minutter senere.
Spil Dansk Dagen sætter i år fokus på det nye musikalske Danmarkskort, der ser dagens lys den 1. januar 2007 med de nye kommuner. Arrangementet i og mellem Birkerød og Holte markerer det kulturelle samarbejde i den nye Rudersdal kommune.