Mere tryghed ved køb i billetautomat

Mere tryghed ved køb i billetautomat

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
28. oktober 2008 kl. 11:30

DSB sikrer kunderne mod svindel på Københavns Hovedbanegård med mere kameraovervågning og ny placering af billetautomater

Beskyt pinkoden, når du svinger dankortet. Vi har som forbrugere fået det at vide mange gange. Alligevel er det et velkendt problem med kodeafluring på store trafikale knudepunkter, hvor der færdes mange mennesker.

Derfor har DSB i samarbejde med Politiet og PBS taget initiativ til at skabe større sikkerhed ved brug af dankort i DSB's billetautomater på Københavns Hovedbanegård.

Det betyder, at Tivoliindgangen ved Københavns Hovedbanegård har fået nyt udseende. Billetautomaterne er blevet flyttet til en mere ugenert position. Der er kommet spotlights i loftet for at gøre området mere venligt. Og kameraovervågningen bliver intensiveret med fem kameraer mod før kun et.

»Med det nye indgangsparti vil vi gerne skabe en større sikkerhed, når kunderne køber en billet hos os, og erfaringerne kan vi bruge andre steder i DSB,« siger regionschef Torben Nielsen.

Diskretionslinjer har hjulpet
Ved mange billetautomater er der allerede indført diskretionslinjer, og der er kommet automatisk information på skærmen om at beskytte pinkoden. Politiet har efterfølgende kunnet se en klar nedgang i antallet af svindelsager.

»Vi kan se, at det har hjulpet. Det vil være mistænkeligt for en person at stille sig lige bag ved en kunde, der køber en billet, idet der ikke længere er nogen gyldig grund til at opholde sig i nærheden af en billettransaktion,« siger Torben Nielsen.

Erfaringerne fra PBS er, at man som dankortkunde på Københavns Hovedbanegård og andre store togstationer er særligt udsat for at få afluret sin kode.

»På togstationer er det jo en del af konceptet, at man skal kunne trække billetten i en fart og komme hurtigt videre. En opstramning af sikkerheden med tydelige diskretionslinjer og bedre afskærmning har en positiv effekt på misbrugsomfanget, så vi er meget positive over for tiltaget,« siger pressechef i PBS, Søren Winge.

Billetautomaterne på Københavns Hovedbanegård omsætter for 100 millioner kroner om året.

Andreas B Magnussen