Massiv information på Køge Bugt
Massiv information på Køge Bugt
Sommerens store sporarbejde på Køgebugt-banen medfører adskillige justeringer i S-togstrafikken, og der tages derfor en lang række initiativer for at vejlede kunderne så grundigt som muligt.
»Vi tager blandt andet et nyt højtalersystem i brug. Systemet giver S-togsrevisorerne mulighed for at tale direkte til kunderne via deres radio og højttalerne på perronerne,« siger trafikinformationschef i DSB S-tog, Charlotte Koch-Pedersen.
Det nye system afprøves første gang i pinsedagene, og det nye højtalersystem vil for eksempel blive brugt i forbindelse med uregelmæssigheder og på stationer, hvor passagererne skal skifte fra S-tog til bus.Systemet implementeres først på Køgebugt banen, men det er planen, at det senere skal tages i brug på de øvrige strækninger, oplyser Charlotte Koch-Pedersen.
Flere info-kanaler
Ud over denne 'live-information' på stedet vil en lang række andre informationskilder blive taget i brug for at nå ud til så mange kunder som muligt, herunder udvidet højttaler- og skærminformation.
Pendlere på S-banen kan bl.a. blive informeret automatisk, hvis de melder sig til rejsetidsgarantiordningen for pendlere, og v er vil blive delt kundeinformationsfoldere ud på perronerne én til to dage før, arbejdet begynder.
Folderne vil være til rådighed i billetsalgene fem dage før. Og herudover er kundeinformationen at finde senest fem dage før på www.dsb.dk under "Planlagte ændringer".
Sporarbejdet på Køge Bugt-banen begyndte i marts og afsluttes sidst i oktober. De meget omfattende dele af arbejdet er placeret hen over sommeren, hvor der er færrest passagerer.