DSB nyder flot fremgang på Sydbanen
DSB nyder flot fremgang på Sydbanen
I en tid, hvor transportmarkedet går tilbage, har DSB vundet 2,6 procent flere kunder på Sydbanen. I samme periode er kundetilfredsheden steget markant
Af Martin Sun Larsen
DSB har i årets første tre måneder vundet nye markedsandele på strækningen mellem Nykøbing F, Vordingborg, Næstved og Københavns Hovedbanegård, hvor 2,6 procent flere kunder har valgt at stige på togene.
Blandt de adspurgte kunder i togene er tilfredsheden med den netop overståede rejse på en skala fra 1 til 10 steget til niveau 7,71, der er det bedste resultat i ti år. Samtidig er tilfredsheden med togets standard steget fra 5,52 i 2. halvår 2009 til 7,27 i 1. halvår 2010.
Moderne hurtigere tog
Direktør for DSB Fjern- & Regionaltog Frank Olesen, er meget tilfreds med tallene og forklarer væksten med de mange forbedringer, DSB og Banedanmark har gennemført på Sydbanen i løbet af 2009 og 2010.
"Banedanmark har hævet hastigheden fra 120 til 160 km/t, langt de fleste af de blå Bn-vogne er sendt på pension, og DSB har indsat flere, moderne og mere komfortable Dobbeltdækker-vogne og ICE-tog, og det er det, vi ser effekten af nu. Stadig flere får øjnene op for togets fordele. I toget kan du ændre rejsetid til arbejdstid, det kan du ikke i bilen, hvor du skal koncentrere dig om at køre," siger han.
Flere tog til tiden
I første halvdel af 2010 var det hårde vintervejr, der fortsatte indtil marts, skyld i mange forsinkelser. Togtrafikken var dog ikke nær så hårdt ramt som vej- og flytrafikken.
Sporfornyelser, hastighedsnedsættelser og tekniske fejl på togene har også haft deres andel i forsinkelserne, men det er langsomt ved at blive bedre, og over en årrække er det DSB og Banedanmarks ambition at halvere forsinkelserne.
Køreplan med hurtigere tog
Banedanmark arbejder fortsat med at bygge et ekstra spor i Ringsted og renovere spor og perroner i Nykøbing Falster, men arbejderne påvirker ikke trafikken i samme omfang som tidligere.
Desuden er to ud af tre hastighedsnedsættelser på steder med blød bund udbedret og bortfaldet.
"Det hårde vintervejr forårsagede usædvanlig mange tekniske fejl på togene, og det tog adskillige uger, hvor togene på skift var inde at vende på værkstedet, før vi igen var i stand til at levere den præcision, kunderne forventer," siger Frank Olesen, der er fuld af fortrøstning.
"Vi har et utroligt konkurrencedygtigt produkt, som stadig flere får øjnene op for. Vi kører 160 km/t med moderne og komfortable tog og har introduceret en køreplan med hurtige tog hele dagen," siger han.