Markante forbedringer til Holbæk
Markante forbedringer til Holbæk
Dobbeltspor hele vejen mellem Roskilde og Holbæk giver pendlerne fra Nordvestsjælland markant kortere rejsetid og skåner atmosfæren for et væsentligt CO2-udslip
Pendlerne fra det nordvestlige Sjælland kan se frem til mere tid til familien og en renere samvittighed på CO2-regnskabet, når regeringens planer om at gøre hele strækningen mellem Roskilde og Holbæk tosporet bliver en realitet.
Kortere rejsetid
Rejsetiderne mellem Københavns Hovedbanegård og Holbæk bliver nemlig barberet ned med minimum 25 procent, så turen mellem de to byer fremover kan klares på 39 minutter mod mindst 51 minutter i dag.
»Det ekstra spor på Nordvestbanen betyder, at toget bliver et endnu bedre alternativ til bilen for pendlerne, end det allerede er. Pendlerne kan spare op imod en halv time på transporttiden sammenlignet med i dag, og samtidig skåner vi klimaet for en betydelig mængde CO2,« siger DSB’s administrerende direktør Søren Eriksen.
Spar 4,3 tons CO2
Pendlerne mellem Holbæk og Københavns Hovedbanegård sparer hver især klimaet for 4,3 tons CO2 om året, når de lader bilen blive hjemme på matriklen og tager toget i stedet for.
I dag er strækningen mellem Lejre og Vipperød ensporet. Det betyder for eksempel, at togene er nødt til at vente på hinanden på stationerne. Det giver længere rejsetider og forøger risikoen for forsinkelser og aflysninger.
Seks afgange i timen
To spor sikrer altså en større robusthed og større hastighed, samtidig med at der bliver plads til flere tog på strækningen. I dag kører der op til tre tog i timen mellem Holbæk og København. Med det nye spor er der mulighed for seks afgange i timen mellem de to byer. Heriblandt både tog, der stopper ved alle stationer, og gennemgående hurtigtog.
»Med udbygningen af strækningen forventer jeg, at toget får et mærkbart løft i stigningen i markedsandele i forhold til bilen. Mellem Slagelse og København transporterer vi allerede 80 procent af pendlerne, og det mål er bestemt også inden for rækkevidde med disse forbedringer på Nordvestbanen, hvor vi i dag kun servicerer 45 procent af pendlerne mellem Holbæk og København,« siger Søren Eriksen.