Lyskunst på Sjælør Station
Lyskunst på Sjælør Station
Sjælør Station er blevet invaderet af nogle usædvanlige skabninger. I de næste par uger vil figurer skabt af lys dukke op på et par af murene, når mørket falder på, og holde kunderne med selskab.
Lyskunsten, skabt af kunsteren Armsrock, er et led i en omfattende renovering af stationen og området omkring den, og formålet er at give kunderne en særlig oplevelse, fortæller planlægningschef Anne Pilegaard fra S-tog.
»Vi vil gerne være med til at skabe liv og give stationen en stærkere identitet, så de, der færdes på og omkring den, kommer til at føle, at Sjælør er ’deres’ station. Det handler især om at få de unge involveret,« siger Anne Pilegaard.
DSB S-tog og Københavns Kommune arbejder sammen om at skabe et levende og attraktivt miljø omkring Sjælør. Selve stationen har i foråret fået installeret solcelleanlæg og LED-belysning, og i øjeblikket forhandles der med en privat bygherre, som vil opføre et supermarked på DSBs areal. Også det vil være med til at skabe mere liv i lokalområdet.
Lyskunstprojektet blev officielt åbnet den 26. maj med taler af bl.a. beskæftigelses- og integrationsborgmester Klaus Bondam. Armsrocks figurer kan ses til og med 12. juni og vender tilbage til Sjælør i november.