Langsom kørsel til sommer
Langsom kørsel til sommer
Får vi en varm sommer igen i år, øger det risikoen for knækkede sveller og hastighedsnedsættelser. Det har Banedanmark meddelt DSB.
Hastighedsnedsættelserne indføres på strækninger, hvor skinnetemperaturerne når over 40 grader, og hvor der mangler skærveballast eller ligger nogle af de såkaldte to blok-sveller.
Det meste af landet er ramt
Ifølge Banedanmark er risikoen for hastighedsnedsættelser til 80 km/t størst på strækningerne mellem Fredericia, Århus og Aalborg, Roskilde og Holbæk, Ringsted og Næstved, Nykøbing Falster og Rødby Færge samt Svendborgbanen, Grenaabanen og S-banen.
På strækningerne mellem København og Helsingør, København og Fredericia samt Aalborg og Frederikshavn, hvor der tidligere år har været iværksat hastighedsnedsættelser, er risikoen minimal.
DSB forbereder nødkøreplaner
Det er forventningen, at den samlede periode med risiko for hastighedsnedsættelser varer mellem 15 og 25 dage.
Banemontørerne foretager hver dag temperaturmålinger, og hastigheden er kun midlertidig sat ned i de timer, hvor temperaturen i skinnerne overstiger 40 grader. Det er den typisk mellem kl. 11 om formiddagen og kl. 21 om aftenen.
"Det betyder, at vi går fri i morgentrafikken, så folk kan nå på arbejde til sædvanlig tid, og det er da altid noget. Men ellers ser det ret kritisk ud, og vi forsøger at gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at skaffe de nødvendige ressourcer, medarbejdere og materiel. Vi sætter massivt ind med trafikinformation og forbereder nødkøreplaner med indskrænket kørsel, som vi iværksætter i det omfang, det er nødvendigt. Det er vigtigt, at kunderne ved, hvad de kan regne med," siger trafikchef Erik Christensen.
_____________________________
Fakta om hastighedsnedsættelserne
Svellerne svigter i varmen
På mange af landets strækninger er skinnerne monteret på fransk fabrikerede sveller, der består af to blokke beton og et mellemjern, der holder sammen på konstruktionen.
DSB har flittigt benyttet netop denne type svelle ved sporombygninger fra 1960’erne og frem til og med 1980’erne. Og to blok-svellen er i dag en af de mest almindelige svelletyper.
Risiko for afsporinger
Efter flere årtiers ophold i det omskiftelige danske klima er mellemjernet i mange af svellerne tæret op af rust, og der er risiko for, at det rustne jern knækker, når det udvider sig i varmen.
Sker det, er skærveballasten alene om at fastholde afstanden mellem betonblokkene, som skinnerne er monteret på.
Eller sagt mere direkte: Tærede mellemjern øger risikoen for sporviddefejl og afsporinger.