Kunderne er glade for de nye S-tog
Kunderne er glade for de nye S-tog
S-togskunderne er generelt tilfredse med 4. generations S-togene. Det viser en undersøgelse foretaget for DSB S-tog af analysefirmaet Megafon i samarbejde med S-tog Salgsudvikling.
Undersøgelsen er bestilt af værksteds- og klargøringsafdelingerne, som har ønsket kundernes input. Godt 300 kunder har deltaget i undersøgelsen, og sideløbende er der foretaget cirka 20.000 observationer af, hvordan kunderne benytter sæderne i 4. generations S-togene.
87 procent af de adspurgte kunder er enten ”meget tilfredse” eller ”tilfredse” med både vedligeholdelse, indretning og rengøring af 4. generations S-togene. Men går man i dybden, kan kunderne nævne flere problemområder. 13 procent nævner f.eks. graffiti på ruder, 18 procent nævner skraldespande/poser og andre 18 procent nævner knapperne på gennemgangsdøre.
På rengøringsområdet er 55 procent meget tilfredse eller tilfredse med rengøringsstandarden, mens 24 procent er ”utilfredse” eller ”meget utilfredse”. Her er det især rengøring af gulve og sæder, der er et problem.
Sæderne i 4. generations S-togene har også været under lup. 69 procent af kunderne er tilfredse eller meget tilfredse med sæderne, men direkte adspurgt mener 41 procent, at sæderne er for hårde og 43 procent, at der ikke er plads til tre voksne på de sæder, der er beregnet til tre.
De observationer, der er foretaget ved siden af undersøgelsen, viser da også, at kunderne generelt benytter vindues- eller gangplads, mens midterpladsen ofte ikke er i brug.
Værksteds- og klargøringsafdelingerne vil i midten af marts have en plan klar på baggrund af undersøgelsen. Men allerede nu kan man dog sige, at der vil blive fulgt op på rengøringen af gulvene og sæderne og fundet bedre løsninger mht. affaldsposer.
Samtidig vil der blive fulgt op på problemerne med knapperne på gennemgangsdørene og kigget på mulighederne for, at de kunder, der står op, får bedre holdestænger i kupeerne.