Kunder tager godt imod billig sommerkørsel

Kunder tager godt imod billig sommerkørsel

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
13. juni 2008 kl. 15:15

Man kan stadig køre billigt hele søndagen på sit klippekort. Alle søndage i juni kan man køre hele dagen med metro, bus og tog i hovedstadsområdet i de zoner, som man klipper til på dagens første tur. Kører man f.eks. med S-toget ind til København og bruger klippekort, kan man komme hjem igen om aftenen på de samme klip.


Et hit
LANG SØNDAG hittede hos klippekortkunderne de to første søndag i juni.  Et rundspørge blandt 2.639 kunder på de to søndage viser, at fire ud af ti af de 2.639 adspurgte var opmærksomme på kampagnetilbuddet, og hver anden af dem benyttede sig af det. 11 procent af de klippekortkunder, der benyttede tilbuddet, ville ellers ikke have benyttet offentlig transport.


Mulighed for forlængelse
Tilbuddet lanceres af S-tog, DSB, Metro og Movia og kører foreløbig alle søndage i juni. Analysefirmaet Megafon fortsætter rundspørgerne under hele kampagnen og bl.a. på baggrund af resultaterne,  vil trafikselskaberne overveje, om de skal forlænge kampagnen.


Flere tilbud
Ud over LANG SØNDAG har de fire trafikselskaber i hovedstadsområdet for nylig lanceret flere tilbud til de faste abonnementskunder. Det drejer sig om tilbuddene City-Pas og City-Par, hvor abonnementskunderne kan køre billigt i alle zoner og tage en ledsager billigt med. Begge dele om søndagen og om aftenen.


"Vi har rigtig mange trofaste abonnementskunder, som i forvejen bruger den kollektive trafik meget. Dem vil vi gerne belønne. Samtidig håber vi, at de kunder, der bruger den kollektive transport ofte, nu øjner mulighederne og fordelene ved vores tilbud om periodekort og abonnementsservice,” siger Niklas Marschall, salgsdirektør i DSB S-tog.