Kundens sikkerhed i top i internetbutik
Kundens sikkerhed i top i internetbutik
TV Avisen bragte onsdag den 29. juni et indslag om, at man i Internet-butikken på DSB's hjemmeside med lidt fingersnilde kan printe en billet uden at betale.
DSB skal i den anledning understrege, at det er sikkert at handle i DSB's Netbutik, og at en kunde med en gyldig og betalt billet kan være sikker på at få sin plads i toget. Det skal ligeledes understreges, at kopiering af billetter er strafbart, uanset om kopieringen sker på DSB's hjemmeside eller ved en kopimaskine.
"Det er sikkert at handle i DSB's internetbutik. Betalingssystemet i DSB's internetbutik giver ikke adgang til vore kunders navne eller deres betalingskort-data," siger underdirektør i DSB, Christian Bjerrring og fortsætter:
"Det "hul", TV Avisen har påvist giver hverken adgang til vores reservationssystem, vore kunders navne eller betalingskort-oplysninger. Det, TV Avisens indslag viser, er at man ved lidt fingersnilde via web-sitet kan printe en billet uden at betale. Det er at ligestille med en kopiering, og det er ulovligt at kopiere billetter uanset, hvilken metode man anvender. Udover en kontrolafgift på 500 kroner vil kopiering af billetter også blive anmeldt til politiet," siger Christian Bjerring, der forventer, at det "hul" på hjemmesiden, som TV Avisens indslag omhandlede er lukket i starten af næste uge.
"Vi lukker selvfølgelig det hul. Men det er vigtigt at understrege, at også andre former for kopiering af DSB`s billetter er strafbart," siger Christian Bjerring.