Kunde – kend din adfærd
Kunde – kend din adfærd
Kundernes vaner kan være årsag til en hel del forsinkelser på S-togsnettet.
Fra mandag den 1. november og to uger frem vil DSB S-togs kunder derfor møde flere opfordringer til at ændre vaner i S-togene - og dermed hjælpe med til at togene kommer afsted til tiden.
Opfordringerne er en del af kampagnen "Venner på banen", der bl.a. vil bede kunderne om ikke kun at benytte forreste eller bagerste dør i toget, men at benytte dørene i hele toget. Dermed skal lokomotivføreren ikke vente på, at passagerne kommer ud af kun én eller to døre - med forsinkelser på halve og hele minutter til følge.
Det viser sig, at passagerforhold, som f.eks. kun at benytte få døre, samlet udgør 20 procent af de tog, der påvirker regulariteten i negativ retning.
- Når vi opgør regulariteten, er passagerforhold en af de ting, vi ser på. Så vi vil gerne påvirke kunderne til at hjælpe os med at leve op til regularitetskravene, siger salgsdirektør i DSB S-tog, Helle Tiedemann.
Kampagnen er ikke en "løftet pegefinger" men et forsøg på at komme i dialog med kunderne. Derfor benytter DSB S-tog også Harry og hans velkendte univers til at formidle budskaberne.
- Vi regner med at få skabt opmærksomhed på en positiv måde. Det gør ikke noget, hvis folk trækker på smilebåndet, mens de læser budskaberne, fortæller Helle Tiedemann.
Budskaberne i kampagnen "Venner på banen" er:
- Brug alle døre ved udstigning
- Giv plads til udstigende
- Hold ikke dørene
- Respekter afgangssignalet