Kronprinsen på fri fod i Ud & Se
Kronprinsen på fri fod i Ud & Se
Danmarks tronfølger drog for nylig på telttur i det østlige Afrika. Ud & Se var med.
I september-nummeret af Ud & Se, som udkommer i dag, fortæller kronprins Frederik blandt andet om sin rolle, om kærligheden til Grønland – og om rockmusik. Kronprinsen er selv opdraget med den klassiske musik, men det er ikke den, han planlægger at give videre til sine børn, afslører han og fortæller, at han selv ynder at læse om de store rocklegender.
- Den slags bøger giver en fantastisk indsigt i rock'n'rollens opståen og udvikling. De drenge er præget af en helt anden og barsk tilværelse, end vi har været vidne til. Der gemmer sig meget historie i musikken, siger han.
I tre tætpakkede døgn blev kronprins Frederik præsenteret for Mozambiques på en gang ufattelige fattigdom og trodsige overlevelsesinstinkt.
- Jeg holder meget af, at komme væk fra de mere officielle rammer og være på fri fod, siger han. - Jeg har det fint med at svede og blive en smule møget til. Og jeg kan også sagtens tåle, at jeg ikke ved, hvor jeg træder, hvis jeg skal på toilettet efter mørkets frembrud.
Turen ud i den østafrikanske bush var arrangeret af Røde Kors, og oplevelserne undervejs pakker kronprinsen ind og tager med hjem til familien på Amalienborg.
- Det gør helt indlysende indtryk, at de næsten ikke har til dagen og vejen. Og det kan man så fortælle videre til sine egne børn, i hvert fald den ældste. At der er nogen, der har det væsentlig dårligere, end vi selv har det. At vi skal påskønne det, der er. Den ro og fred, vi har, hvor vi bor.
Da Ud & Se efter hjemkomsten møder kronprinsen igen – i mere luksuriøse omgivelser på køretur med Krone 8 – lægger han ikke skjul på, at han gerne vil tilbage til Afrika:
- Næste gang kunne jeg ønske mig et længere forløb dernede. At bruge to-tre-fire uger på nødhjælpsarbejde som en hvem som helst anden frivillig. Men nu har jeg jo også lige et ansvar for en stor familie derhjemme at tænke på, siger kronprinsen.
Læs portrætinterviewet på http://www.dsb.dk/om-dsb/dsb-i-medierne/ud-og-se/
Ud & Se udkommer i et oplag på 187.000 eksemplarer og har 572.000 læsere. Magasinet distribueres i DSB's tog og på stationer over hele landet.