Kreative kriser, præstationsangst og spøjse personager
Kreative kriser, præstationsangst og spøjse personager
Malk de Koijn giver sit første (åbenhjertige) interview (i ni år) til Ud & Se
Malk de Koijns fangruppe har mangedoblet sig i de ni år, der er gået siden rapgruppens seneste album, og alt tyder på, at trioens popularitet fortsat kan sætte nye standarder i den hjemlige rap-andedam. I går gik comebacknummeret ’Toback to the Fromtime’ suverænt nummer 1 på iTunes, og samtidig bryder de tre ’Fågt op legebørn’ ni års interviewtavshed i det nye nummer af Ud & Se.
I det 10 sider lange interview løfter de tre medlemmer for første gang sløret for Malk de Koijns tilbagevendende kreative kriser, der var med til at give ’verdens bedste gruppe’ en langvarig talepause. Det trækker tænder ud at lege fantasifigurerne fra paralleluniverset Langestrand frem – ligesom det medfører indbyrdes magtkampe, sårede følelser og eksistentielle kriser, sågar:
”Det er aldrig lykkedes os at finde en optimal samarbejdsform. Måske skal det bare ikke være sjovt at lave Malk de Koijn … Nej, vent. Sjovt er også et irriterende udtryk at bruge,” siger Blæs Bukki blandt meget andet til Ud & Se.
Medlemmerne Geolo G (Janus Borup Staffe), Blæs Bukki (Lasse Bavngaard) ogTue Track (Anders Brixen Kristiansen) underholder også med den sande skaberberetning om Malk de Koijn, der blev til på en helt igennem kaotisk nytårsaften, som undervejs affødte gruppens første fantasifigur, den hidtil hemmeligholdte Brinne Klinke.
Desuden får man historien om det vanedannende koncertsus, der har bragt trioen tilbage, om alvoren i verden uden for Langestrand, om at tre ofte er en for mange, og historien om, hvorfor Geolo G helt lod sig pensionere i midten af det foregående årti:
”Det var lidt ligesom, at en del af mit liv var gået tabt. Jeg havde dog ikke forestillet mig, at det ville være breaking news,” fortæller han om konsekvenserne af den heftigt mediedækkede beslutning.
Rune Skyum-Nielsen har interviewet Malk de Koijn, der selvfølgelig også løfter sløret for gruppens længe ventede album nummer tre. Og hvis nogen havde frygtet, at den legesyge trio fra Langestrand er blevet voksen og ølvom, blot fordi medlemmerne nærmer sig de 40 … kan nogen måske godt tage at frygte om igen:
”Vi vil slet ikke afvise, at vi også taler om frække sager og fækalier på den nye plade,” lyder svaret i hvert fald på dét spørgsmål.
Læs interviewet på http://www.dsb.dk/om-dsb/dsb-i-medierne/ud-og-se/
Ud & Se udkommer i et oplag på 187.000 eksemplarer og har 567.000 læsere. Magasinet distribueres i DSB’s tog og på stationer over hele landet.