Køreplaner og plakater i nyt design

Køreplaner og plakater i nyt design

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
31. august 2007 kl. 14:57

S-togs køreplan og plakaterne på stationerne optræder nu i helt nyt design. Designet skal udbredes til alle DSB's køreplaner og plakater

 



Den mørkeblå lidt tunge baggrundsfarve på S-togs plakater på stationerne vier i fremtiden pladsen for en noget lysere grå baggrundsfarve. Det sker som et led i en nytænkning af designet på plakaterne og på køreplansfolderen. Planerne om det nye design har været på vej ca. et års tid, og den grå farve er valgt ud fra en større analyse af, hvordan kunderne forholder sig til stationsområdet.



"Ofte bliver ordet station brugt negativt. Hvis der sker kriminalitet, hører man f.eks. ofte, at det var ved den og den station, selv om det ikke var på selve stationen. Det bliver vores kunder påvirket og utrygge af," fortæller Søren Moesgård fra DSB Design.
Samtidig bliver kunderne også utrygge af mørke stationer og mørke flader rundt om på stationerne.



"Derfor var en del af opgaven at lysne stationerne. Det er også blevet gjort ved hjælp af glasfacader og andre farver, og vi valgte så, at en lysere baggrundsfarve på plakaterne ville hjælpe," fortæller Søren Moesgård.


Pile i læseretningen

Samtidig har arbejdet også bestået i at opfinde et mere læservenligt layout på køreplanerne og de tilhørende plakater. Her har man valgt at undersøge grundigt på forhånd, hvad kundernes behov egentlig er.



"Og jeg har f.eks. altid undret mig over, at man havde to planer for den samme strækning - en den ene vej og en den anden. Hvorfor ikke slå dem sammen? Det har vi gjort ved at markere læseretningen med pile, og det er jo en helt ny måde at læse køreplanen på, men det er mere enkelt og lige til, og jeg er faktisk lidt stolt af, at vi har fået det gennemført," siger Søren Moesgård.


 


Så længe skal du køre

En anden ny ting på plakaterne er et område, hvor man kan se, hvor mange minutter der er fra den station, man rejser fra, til alle stationer på strækningen. Navnet på den station, man skal rejse fra, er fremhævet, så det nemt fanger ens blik, og man skal ikke længere stå og regne sig frem til, hvor lang tid, man skal være undervejs. Denne idé stammer fra Pia Garner og Rasmus Støvelbæk fra DSB S-tog, som har været med i udviklingen af designet, og som på en studietur til England faldt for, at man viste rejsetiden på denne måde. Denne løsning har været vigtig for S-tog at få indført, og den er blevet testet både af kunder og medarbejdere og er blevet modtaget meget positivt.


Also in English

Samtidig har man indført, at alle køreplansplakater samt andre vigtige plakater og skilte også skal vise vigtige ord på engelsk. Det drejer sig f.eks. om ordet Departures (afgange). De engelske ord skal ses som en naturlig service for turister og andre fremmedsprogede, som kan få brug for denne hjælp, når de skal med toget.


I resten af landet fra januar

Folderne med S-togs nye køreplan i det nye design kom ud på stationerne mandag den 27. august, og de nye plakater begynder så småt at blive sat op på stationerne i næste uge. Fra januar kan man møde det nye design på resten af DSB's stationer, for med køreplansskiftet på de lange skinner i begyndelsen af januar udbredes det nye design også til DSB's køreplaner og plakater.



 
Hvilken vej skal du? På de nye plakater er læseretningen markeret med pile.