Kør med billig Orange-billet i regionaltoget
DSB tilbyder nu billige Orange-billetter for rejsende i regionaltogene, der tager på de kortere ture mellem byer i samme landsdel for at besøge venner, familie, tage en tur i teater, på shoppetur eller noget helt andet, når blot rejsen er på mindst otte zoner. Hidtil har DSB Orange-billetter været forbeholdt de længere rejser mellem Øst- og Vestdanmark.
”Vi har haft flere forespørgsler fra kunder, der gerne vil have muligheden for at købe de billige Orange-billetter også til de kortere strækninger med regionaltog uden for myldretiderne. Den mulighed kan vi nu tilbyde, så der er flere billige billetter mellem langt flere byer på både de kortere og lange strækninger,” siger Susanne Mørch Koch, der er direktør for DSB Kommerciel.
Der er enkelte forskelle på Orange-billetterne til de længere rejser på tværs af landet og så de nye til regionaltogene. Eksempelvis er der ikke pladsbilletter på regionaltogene, så billetten er ikke knyttet til en bestemt plads. Billetten er dog knyttet til den afgang, som den er købt til.
”Orange-billetter tilbydes til de afgange, hvor der normalt er ledig plads på vores tog. På den måde får vi mulighed for at kunne udnytte vores kapacitet og samtidig, får kunderne mulighed for at få en billig rejse,” siger Susanne Mørch Koch.
Priserne for DSB Orange-billetter varierer blandt andet efter, hvilken strækning man rejser på og hvilken tid på dagen man rejser. Så chancen for at finde en billig billetten er størst uden for myldretiderne, når pendlerne er steget af toget.
Orange-billetterne gælder til DSB’s tog i hele landet så længe, at rejsen er på mindst otte zoner. Det giver mulighed for at rejse lokalt i Jylland, på Sjælland og mellem Fyn og Jylland. For kunder, der rejser ind og ud af hovedstadsområdet, kan Orange-billetterne også benyttes på Kystbanen og i S-tog.
Læs meget mere om Orange billetter til regionaltogene.