Kontrolafgifterne flytter ud af toget

Kontrolafgifterne flytter ud af toget

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
07. juni 2011 kl. 07:30

Kontrolafgiften til kunder uden gyldig billet kommer fremover med posten. Og kun hvis kunden mere end en gang ikke har orden i sagerne. Vi vil møde kunderne i tillid, siger Susanne Mørch Koch 

Tasker og lommer er tomme for mulige kontrolafgifter, når togførerne fremover går gennem fjern- og regionaltogene for at tjekke kundernes billetter. Kunderne skal nemlig ikke længere hoste op med 750 kroner i toget, hvis billetten ikke er i orden.

»Vi dropper ikke billetkontrollen, men kontrolafgifterne har givet anledning til masser af konflikter og utilfredshed både blandt personalet og kunderne, så nu fjerner vi dem fra toget. Kunderne skal opleve en god service, også når de er kommet i en situation, hvor de ikke har den rigtige billet. Og medarbejderne skal have et bedre arbejdsmiljø,« siger Susanne Mørch Koch, underdirektør i DSB Onboard Service.

Service og kontrol
»Vi skal hele tiden finde den fine balance mellem at yde en god service og at fremstå som en autoritet, som kunderne respekterer. Samfundet har ændret sig. Kunderne forventer service og gider ikke autoritære personer med guldsnore på. Den samfundsændring er vi selvfølgelig nødt til at afspejle i vores møde med kunderne. Vi tager derfor altid som udgangspunkt, at kunden ønsker at betale for sin rejse, men vi fortsætter med at kontrollere, at kunderne har den rigtige billet,« uddyber hun.

Gebyr første gang
Kunder uden gyldig billet får lov til at købe billet i toget, men skal oveni betale et gebyr på 100 kroner. Hele beløbet bliver noteret på et indbetalingskort, som kunden får med i hånden til betaling på posthuset eller i netbanken. 

»Langt de fleste kunder har gjort alt for at have den rigtige billet. For det meste er der en god grund, hvis billetten ikke er i orden. De skal ikke straffes med en afgift. Men kunderne skal respektere, at man skal betale for at køre i tog. Det er klart,« siger Susanne Mørch Koch.

Første gang lader DSB altså kunden gå, men anden gang, man bliver taget i at rejse på ugyldig billet, får man en kontrolafgift, medmindre der er en gyldig grund. Ikke af togpersonalet, men tilsendt med posten.