Koncerter, fodboldkampe og julefrokoster fyldte S-togene i 2025
S-togene binder hovedstaden sammen og er en uundværlig del af hverdagen for mange københavnere. På en gennemsnitlig dag foretager kunderne 357.000 rejser med S-togene, men i 2025 nåede DSB over 400.000 rejser på årets ti største rejsedage.
”S-toget er en stor succes med sin stabile drift og mange afgange. Det er både pendlere og dem, der skal til koncert, fodbold eller julefrokost, som vælger at lade bilen stå og tage toget,” siger kundechef Charlotte Kjærulff.
Fredage dominerer årets største rejsedage
Fredage med koncerter, fodboldkampe og julefrokoster er de helt store rejsedage. Årets største rejsedag var fredag den 5. december, hvor 428.256 rejser blev foretaget – en dag, der traditionelt er kendt som en af de store julefrokostdage. Herunder kan du se et udsnit af begivenheder, der var med til at løfte S-togenes 10 største rejsedage.
Top 10: Årets største rejsedage i 2025
5. december – Julefrokostfredag: 428.256 rejser
12. december – Endnu en julefrokostfredag: 425.142 rejser
16. maj – FC Nordsjælland mod AGF og flere store koncerter: 422.668 rejser
28. november – Black Friday og årets første julefrokostdag: 421.780 rejser
4. april – Koncert med Thor Farlov: 419.652 rejser
20. juni – Copenhell og Fredagsrock med Veronica Maggio: 415.428 rejser
30. april – Brøndby mod Silkeborg: 413.943 rejser
10. oktober – Kulturnatten: 409.170 rejser
11. april – Dyrehavsbakken åbner: 408.498 rejser
25. april – Fredagsrock med Saint Clara: 408.167 rejser
S-togets rolle i hovedstaden
S-togene fortsætter med at være en vigtig del af hovedstadens infrastruktur, der både understøtter daglig pendling og store begivenheder. Med en stabil drift og hyppige afgange er S-togene det oplagte valg for både hverdagens og festens rejsende.