Københavns Kommune tager S-toget
Københavns Kommune tager S-toget
Københavns Kommune og DSB S-tog vil sammen slå et slag for mere grøn transport til og fra arbejde, og derfor får alle 43.000 medarbejdere i Københavns Kommune muligheden for at køre gratis med S-toget på torsdag den 22. oktober.
Københavns Kommune er Danmarks største arbejdsplads, og kommunen har netop indgået en erhvervskortordning med DSB, der gør det mere attraktivt for medarbejderne at vælge toget.
”Hvis vi kan få flere til at tage toget, så har klimaet vundet. Vi vil med gratisdagen gerne øge kendskabet til erhvervskortordningen, som alle virksomheder kan være med i. Det gavner både klimaet og pengepungen,” siger adm. direktør i DSB S-tog Gert Frost.
Også teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam håber, at erhvervskortordningen kan gøre en forskel for klimaet ved at få flere til at lade bilen stå.
”Vi har alle ansvaret for klimaet, og kun sammen kan vi gøre København CO2-neutral i 2025. Derfor er jeg glad for, at kommunens medarbejdere denne dag kan køre gratis med DSB S-tog. Forhåbentlig betyder det, at en masse medarbejdere får til lyst til fremover at tage toget oftere og bruge bilen mindre, når de skal på arbejde” siger teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam.
Billigere med toget med erhvervskort
Udover de åbenlyse klimafordele er der penge og tid at spare for erhvervskunderne.
”Erhverskortet gør det billigere for den enkelte medarbejder at tage toget, og alle erhvervskunder bliver automatisk guldkunder i vores fordelsprogram S-more. Desuden er der snart internet i S-toget, og så kan man jo klappe sin pc op i stillezonen og sidde der og arbejde, ” siger Gert Frost.
Hos Københavns Kommune glæder overborgmester Ritt Bjerregaard sig over, at de nu kan tilbyde erhvervskortet som et permanent medarbejdergode.
”Med erhvervskortet slår vi to fluer med ét smæk. Vi skaber bedre vilkår for de medarbejdere, vi gerne vil fastholde og tiltrække. Og så får vi samtidig gjort noget ved miljøet, så luften i byen bliver renere. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan tilbyde erhvervskortet som en permanent ordning”, siger overborgmester Ritt Bjerregaard.