Køb billet før rejsen

Køb billet før rejsen

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
13. december 2005 kl. 15:51

Billetten skal købes, inden du stiger på toget. Det er budskabet til kunderne, når de fra den 15. januar på de fleste strækninger ikke længere kan købe billet i toget. Kun hvis rejsen krydser Storebælt eller Øresund kan der købes billet i toget mod et tillæg på 40 kr.
Samtidig hæves kontrolafgiften for at køre uden billet til 600 kroner, så DSB kommer på niveau med de andre trafikselskaber.


"Baggrunden for ændringen er, at DSB har gjort det mere lige til at købe billetter, inden kunderne stiger ombord på toget," siger underdirektør Christian Bjerring.


DSB har opsat nye billetautomater på stort set alle stationer, og åbningstiden i det betjente salg er udvidet i takt med, at DSB har etableret flere Kort & Godt butikker. Her har kunderne nu mulighed for at købe billetter i tidsrum, der svarer til kioskernes åbningstider. Det betyder mange steder flere timers længere mulighed for at købe billetter – også i weekenden.


I DSB’s Netbutik kan kunderne købe billetter og printe ud derhjemme, eller de kan hente billetten i automaten på stationen. Og så er det stadig muligt at få sendt billetten med posten.


Selv om de nye regler først træder i kraft den 15. januar, begynder informationskampagnen allerede nu med opsætning af nye skilte på stationerne.


Umiddelbart efter årsskiftet intensiverer DSB kampagnen. Det vil ske gennem information i tog, på stationer og i de trykte og digitale medier.