Juleøl med gratis S-tog

Juleøl med gratis S-tog

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
30. oktober 2009 kl. 15:13

Julen skal være hyggelig og tryg. Det er mottoet for Tuborg, Natteravnene og S-tog, der idag på J-dag indleder et samarbejde, der bl.a. skal få danskerne til at tage toget og ikke drikke sig stive i julen.

De tre parter vil på J-dag, hvor julebryggen traditionen tro frigives kl. 20.59, sætte kursen for årets julefrokoster. S-tog sørger for gratis S-tog hjem på J-dag, og Natteravnene understreger, at man ”ikke er nice, hvis man er stangstiv”. 7.000 Natteravne vil være talstærkt på gaden med nissehuer på og udbrede budskabet om, at det hverken er sjovt for én selv eller omgivelserne, hvis man drikker for meget.

Gratis S-tog og serviceture
Hvis man sender en SMS til 1990 med ordlyden ”jdag”, modtager man en gratis billet på mobilen, der gælder til S-togene fra kl. 20.59. Derudover sørger S-tog for, at der er medarbejdere på de sene S-togsafgange den aften. På J-dag er der desuden premiere på S-togs Serviceture, hvor der vil være personale på bestemte S-togsafgange fredag og lørdag aften. Serviceturene har tidligere været afprøvet med godt resultat, og derfor bliver de nu permanente.

»Det er altid sikkert og trygt at tage S-toget, men vi ved, at nogle kunder ønsker medarbejdere på toget sent fredag og lørdag aften, og det har vi derfor også på J-dag. Selv om mottoet er, at man ikke skal være stangstiv, så vil der jo altid være nogen, der er berusede, når de når til hjemturen, og vi vil gerne tilbyde dem – og deres forældre - at de kommer godt og trygt hjem i seng,« fortæller salgsdirektør i DSB S-tog, Niklas Marschall, som selv tager turen med S-togene denne aften. Se mere om serviceturene på dsb.dk/servicetur.

Billige øl i toget
Som en særlig event på J-dag tilbyder DSB’s salgsvogn desuden julebryg i udvalgte tog mellem København og Fredericia på J-dag fra kl. 20.59 – samme tidspunkt som julebryggen frigives på barer, cafeer og værtshuse i det ganske land.