Jernbanenettet skal forbedres

Jernbanenettet skal forbedres

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
02. juni 2004 kl. 14:49

I går præsenterede Banestyrelsen resultatet af en analyse af de danske jernbaneskinners tilstand. Den viser, at sikkerhedsniveauet er i orden, men hvis det skal lykkes at indhente mange års efterslæb i vedligeholdelse af sporene, bliver det nødvendigt at investere ca. 1 mia. kr. årligt frem til 2015. Til sammenligning er beløbet nu på ca. 650 mio. kr.


Banestyrelsens direktør, Jens Andersen, peger på, at den tiltagende nedslidning på længere sigt kan blive meget dyr. Det gælder for Banestyrelsen, for togselskaberne og dermed også for samfundet.


Trafikminister Flemming Hansen siger i en kommentar til analysen, at regeringen senere i år på baggrund af et grundigt beslutningsgrundlag forventer at fremlægge en samlet plan for jernbanenettet fra 2005 og frem.


”Regeringen og Dansk Folkeparti lagde allerede i efteråret op til en omprioritering af statens udgifter til kollektiv trafik, så midlerne fra de statslige tilskud til takstnedsættelser, der ikke har ført til en øget benyttelse af den kollektive trafik overføres til en forbedret vedligeholdelse af banenettet fra 2004,” siger ministeren, og tilføjer:


”Som opfølgning på konsulentrapporten vil jeg derfor med det samme tage initiativ til en udmøntning af disse midler i 2004, så vi på kort sigt får tilført ca. 360 mio. kr. yderligere til fornyelse og vedligeholdelse på baneområdet. Herved bliver den samlede bevilling til vedligeholdelse og fornyelse af jernbanenettet i 2004 i alt 1.447,5 mio. kr.”


Rapportens konklusion kommer ikke bag på koncerndirektør i DSB, Johannes Pedersen:


”Det er en tilstand, vi har vænnet os til, og vores køreplan er i dag indrettet efter spornettets tilstand. Behovet for fornyelse optager os derfor meget. Der er ingen tvivl om, at nedsættelser af hastighed og anden dårlig komfort betyder passagerflugt, men det er vanskeligt at sige præcis, hvor meget det betyder,” siger han.