Ingen solkurver på jernbanen

Ingen solkurver på jernbanen

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
14. juli 2005 kl. 15:00

Med det køligere vejr er risikoen for solkurver i denne omgang overstået. Det vil sige, at togene nu igen kører med normal hastighed på de strækninger, hvor hastigheden var sat ned på grund af risiko for solkurver.

"Der er ingen tvivl om, at det vil forbedre vores regularitet væsentligt. Det kan vi allerede se på trafikken nu," siger Dennis Jørgensen fra DSB's driftsledelse.

Hvis varmen vender tilbage, så temperaturen i skinnerne nærmer sig 40-50 grader, må Banedanmark dog igen indføre hastighedsbegrænsninger på mindre dele af strækningerne: Århus – Frederikshavn, Farris – Sommersted og Vojens - Rødekro. Banedanmark justerer sporene på disse strækninger inden udgangen af august 2005.

På strækningen København – Roskilde er sporene netop blevet justeret og er derfor uden for fare for solkurver.

For at sikre en stabil køreplan på S-banen, kan den særkøreplan, som trådte i kraft mandag den 11. juli, vare frem til september, hvor der er sikkerhed for lavere temperaturer. På S-banen skyldes faren for solkurver skinnernes alder.

Solkurver opstår i gamle spor eller spor, hvor der for nylig er foretaget sporarbejde, når temperaturen i skinnerne når op over 40-50 grader. Det får skinnerne til at udvide sig, så hastigheden må sættes ned.