Infodisk åbner på Københavns Hovedbanegård

Infodisk åbner på Københavns Hovedbanegård

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
24. juli 2006 kl. 14:03

- Fra hvilken perron kører toget til Esbjerg? Må man ryge i toget til Kastrup Lufthavn? Spørgsmål som disse kan man nu få svar på i den nye trafikinformationsdisk på Københavns Hovedbanegård. Infodisken skal være med til at sikre bedre information til de 100.000 daglige rejsende.


Som et led i den konstante fokus på at levere bedre informationer til kunderne, når togene ikke kører til tiden, har DSB i dag åbnet en  bemandet trafikinformationsdisk på Københavns Hovedbanegård.


Infodisken er centralt placeret i hallen ”under uret”, og den vil være bemandet med en til to erfarne medarbejdere alle ugens dage mellem 07.00 og 21.00, og der kan tilkaldes ekstra personale med kort varsel, hvis der skulle opstå behov.


Trafikinformationsdiskens primære funktion er at give kunderne aktuelle trafikoplysninger om både S-tog, regionaltog og InterCitytog, men der kan også gives svar på andre DSB relaterede spørgsmål, som eksempelvis priser, sporbenyttelse, rejseplaner, etc. Dog kan man ikke købe billetter og periodekort.


Infodisken er blot et ud af mange tiltag i DSB’s samlede oprustning på informationsfronten, hvor der for eksempel til efteråret 2006 vil blive åbnet et fælles driftscenter i tilknytning til Hovedbanegården, personale vil blive uddannet med fokus på at give bedre information, en sms-service med information om togtrafikken samt et nyt og lettere tilgængeligt skærmlayout, er undervejs.


- Alle undersøgelser viser, at kunderne efterlyser flere og bedre informationer, når togtrafikken ikke kører, som den skal. Derfor har vi de seneste par år haft ekstra fokus på trafikinformation, og målet med informationsdisken på Københavns Hovedbanegård er at gøre adgangen til information mere enkel og synlig, siger underdirektør og planlægningschef i DSB Ove Dahl Kristensen.


Svar: InterCity-togene til Esbjerg kører i øjeblikket, mens der er sporarbejder, normalt fra Hovedbanegårdens spor 7 eller 8, men kan alternativt også køre fra et andet spor. Rygning er ikke tilladt i hverken Øresundstogene eller IR4-togene, når de kører som regionaltog.