Indsats mod forsinkelserne i Nordjylland
Indsats mod forsinkelserne i Nordjylland
Passagerer, der benytter InterCity- og InterCityLyn-togene nord for Århus, må generelt forvente op til 20 minutters længere rejsetid.
Det er desværre en længerevarende situation, og DSB beklager de gener, det medfører for vores kunder.
Som et modtræk til forsinkelserne placerer DSB to bemandede reservetog i Aalborg, som kører videre mod Frederikshavn, i tilfælde hvor InterCityLyn-toget fra København er mere end 7-8 minutter forsinket. Reservetogene er på plads fra mandag 30. januar.
Årsagerne til forsinkelserne er nedsat hastighed på steder med slidte skinner, og eftervirkningerne af den nedbrændte relæhytte i Snoghøj ved Fredericia.
Ukendte gerningsmænd satte Nytårsaften ild til relæhytten, som rummer de tekniske installationer, der styrer signalerne mellem Middelfart og Fredericia.
Uden relæhytten fungerer signalerne på strækningen ikke optimalt, og togene bliver 5-10 minutter forsinket, mens de holder for rødt uden for Fredericia.
Banedanmarks sikringsfolk i Odense arbejder for øjeblikket i døgndrift med at gøre en ny hytte klar. Det er en større sikringsteknisk installation, hvortil de skal bruge reservedele fra udlandet. Banedanmark forventer, at den nye hytte er på plads i midten af februar.
Slidte skinner er en anden væsentlig årsag til forsinkelserne, slitagen er ikke koncentreret på ét bestemt sted, men forekommer pletvist på hele strækningen fra København til Frederikshavn. Det er af samme årsag ikke er muligt at udbedre det hele i ét hug.
Dertil kommer, at is, sne og bundfrossen jord vanskeliggør større vedligeholdelsesarbejder i sporet i øjeblikket.
- Der er dog håb forude. Relæhytten kommer på plads igen inden for nogle få uger, og når sneen og isen smelter, kan Banedanmark for alvor komme i gang med arbejdet, så vi slipper for de store forsinkelser, siger trafikchef i DSB Erik Christensen.