Hus Forbi må nu sælges på S-togsstationer

Hus Forbi må nu sælges på S-togsstationer

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
09. maj 2005 kl. 16:32

DSB S-tog og de hjemløses blad Hus Forbi har nu indgået en ny aftale om salg af Hus Forbi på DSB S-togs stationer. Det sker efter en del debat om forbudet mod at sælge Hus Forbi i S-togene.


Den nye aftale betyder, at Hus Forbi fremover må sælges på alle S-togsstationer. Avisen må stadig ikke sælges i S-togene – eller i andre af DSB’s tog.


Det vil i fremtiden fremgå af forsiderne på Hus Forbi, at avisen ikke må sælges i toget via sloganet: ”Køb ikke avisen i toget, men på stationen”.


DSB S-tog er tilfreds med den aftale, der nu er kommet i hus.


- Med den nye aftale har vi opnået en win win situation, hvor vores kunder kan sidde i fred i toget, men kan købe avisen på stationerne og tage det med og læse det på turen. Dermed får alle noget ud af den nye aftale, både kunder og sælgere, siger adm. direktør for DSB S-tog, Benny Würtz.


Også Hus Forbi er glade for aftalen efter den debat, der har været om salg af Hus Forbi i S-togene.


- Vi tror på denne her aftale, bl.a. fordi sælgerne nu får mulighed for at sælge på alle S-togsstationer. Så her kan S-togspassagererne også hjælpe til ved at sige nej tak til at købe avisen i togene og i stedet købe den på stationen, siger redaktør af Hus Forbi, Thomas Hye-Knudsen.


Hvis DSB’s personale møder en sælger, der sælger Hus Forbi i S-toget, vil det ikke udløse hverken en politianmeldelse eller en bøde. Personalet kan bede om sælgernummer og navn på vedkommende, og disse oplysninger vil blive givet videre til Hus Forbi's sekretariat, som så vil følge op.