Hurtigere og bedre tog på Sydbanen

Hurtigere og bedre tog på Sydbanen

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
18. september 2007 kl. 11:03

DSB indsætter mere moderne materiel og introducerer hurtigtog og to tog i timen i K08, der bliver sat i værk januar 2008.

Med det internationale køreplansskifte i december 2007 indsætter DSB  de første af ti tyskbyggede højhastighedstog i den internationale trafik mellem København og Hamburg over Rødby Færge. Til forskel fra tidligere år er det fra 2008 muligt at benytte togene på rejser i Danmark uden tillæg.

Til at starte med udgør IC3 og de tyske ICE-TD en tredjedel af togene mellem Nykøbing Falster og København, og efterhånden som Ansaldobreda og DSB får godkendt og indsat IC4-togene fortsætter udrangeringen af de gamle lokomotiver og vogne til fordel for de komfortable IC3-tog.


Væsentlig kortere rejsetider

Ved køreplansskiftet introducerer DSB to nye togsystemer mellem myldretiderne i hverdagene, lørdag formiddag og søndag fra sidst på eftermiddagen til og med om aftenen.
 "Det betyder, at kunderne i de større byer langs Sydbanen får to tog i timen og væsentligt kortere rejsetider uden for myldretiderne," forklarer planlægningschef Ole Raft fra DSB Planlægning og Trafik.

Det ene system, der består af hurtigtog og EuroCity-tog, standser kun i Høje Taastrup, Næstved, Vordingborg og Nykøbing Falster, og når det kører som EuroCity-tog fortsætter det til Hamburg via Rødby Færge.

I hurtigtogssystemet reduceres rejsetiden mellem København og Nykøbing Falster til 1 time og 25 minutter mod 1 time og 38 i dag. Mellem København og Næstved reduceres rejsetiden til 49 minutter.

 "Erfaringerne fra eksempelvis Kystbanen viser, at rejsetiden er afgørende for kunderne, der rejser over de lange afstande. Så længe vi kører med en blanding af ældre og nyere materiel, er det begrænset, hvor store køretidsgevinster, vi opnår. Den helt store gevinst ligger forude, når der er indsat en ensartet flåde af IC3-og ICE-TD-tog på Sydbanen. Til den tid får vi mulighed for at køre endnu hurtigere tog i myldretiderne," forklarer Ole Raft, der opfordrer kunderne og medarbejderne til at betragte det her som en start.


To tog i timen

Det andet togsystem, stoptogene, standser ved samtlige stationer med undtagelse af Borup og Viby Sjælland. De to stationer betjenes i stedet af regionaltogene på Vestbanen.
På længere sigt, når DSB råder over mere moderne materiel, er der planer om flere og hurtigere tog om aftenen, i flere timer lørdag-søndag og som tidligere nævnt endnu hurtigere tog i myldretiderne.

DSB prioriterer udrangeringen af de blå Bn-vogne og har af samme grund forlænget lejemålet på Dobbeltdækker-vognene. Antallet af tog, der fremføres med Dobbeltdækker-vogne, vil således være uændret i K08.


 



K07


K08


Hurtigtog 


1:38


1:25


Myldretidstog*


1:40


1:37


EuroCity-tog


1:31 


1:25


 *Gennemsnit for de tre myldretidstog (4255, 4259 og 4263)
 om eftermiddagen mandag til fredag.