Hovedbanegården – et bedre sted at være
Hovedbanegården – et bedre sted at være
CSR Fonden uddeler for første gang awards til virksomheder, der har fokus på sociale projekter. DSB er nomineret til en pris for samarbejdet mellem Hovedbanegårdens ansatte og værestederne på Vesterbro. Samarbejdet har forbedret forholdet til de hjemløse og narkomaner, der bruger den gamle station, og resulteret i færre sygedage for stationens ansatte.
»Før så vi hellere ryggen af narkomanerne end ansigtet på dem. Men stofmisbrugerne føler sig jaget nok i forvejen. Chancen for, at de rydder op efter sig og flytter sig, når de bliver bedt om det, er langt større, hvis vi behandler dem med respekt,« siger Birger Søby Hansen, inspektør på Københavns Hovedbanegård.
Birger Søby Hansen er en af de DSB-ansatte på Hovedbanegården, der tidligere har haft en del konfrontationer med hjemløse og narkomaner, når han som led i sit arbejde skal sørge for at holde den gamle station ren og pæn. Men efter at DSB i efteråret 2009 besluttede sig for et konstruktivt samarbejde mellem stationens ansatte og væresteder på Vesterbro som Mændenes Hjem og Café D, er konflikterne blevet meget færre. Udover et forbedret forhold med de hjemløse er antallet af arbejdsskader og sygedage raslet ned for de omkring 40 ansatte i Ground Service på Hovedbanen.
DSB-uniform ikke et skrækeksempel
Samarbejdet har nu ført til en nominering til den første CSR Award-uddeling, der finder sted torsdag den 29. september. CSR står for Corporate Social Responsibility og går ud på at få virksomheder til at engagere sig mere i velgørende projekter. DSB's CSR-chef Malene Kingo er stolt over nomineringen i kategorien CSR Voluntary:
»Samarbejdet har betydet rigtig meget for Hovedbanegården – både for kunder, ansatte og hjemløse, og samtidig er det rigtig dejligt, at vi også kan vise, at det er positivt for en virksomhed at engagere sig i velgørende projekter,« siger hun.
DSB og Vesterbros væresteder mødes en gang hver anden måned for at vende udfordringerne i området, og de ansatte i Ground Service har været på besøg på værestederne og er blevet undervist i håndtering af narkomaner og hjemløse. Det har givet en indsigt i hverdagen for de udsatte og nogle konkrete redskaber til at håndtere dem uden at skabe konflikter. Det betyder blandt andet, at en DSB-uniform i dag ikke er ensbetydende med problemer, når en ansat skal bede en hjemløs flytte sig for at kunne gøre rent, og de ved, hvorfor en narkoman reagerer, som han gør.
Passer på bil
Antallet af arbejdsskader og sygedage er raslet ned for Ground Services ansatte, siden samarbejdet begyndte, og forholdet til de hjemløse er blevet markant bedre. Birger Søby Hansen oplever, at der bliver passet på hans bil ude på gaden, og også kollegaen, stationsbetjent Lasse Folkman Andersen, kan mærke forskellen.
»Vi hilser på hinanden ved fornavn,« siger han.
«Det giver mit job mening. Vi respekterer hinanden, og jeg føler mig meget tryg på mit arbejde. Hvis man bare lige siger godmorgen til dem, får man så meget igen.«
Om DSB vinder en CSR-award den 29. er endnu uvist, men for Malene Kingo handler det mest om at få kommunikeret til omverdenen, at det kan give pote på flere niveauer at samarbejde på tværs af organisationer.
»Hovedbanegården er blevet et bedre sted at være, og DSB har vist, at vi kan gå ud og gøre en forskel. Det er jo det vigtigste,« siger hun.
For yderligere information, kontakt DSB's pressetelefon på 2468 0000