Høje benzinpriser giver flere togpassagerer

Høje benzinpriser giver flere togpassagerer

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
26. april 2006 kl. 13:30

Stigende benzinpriser, vejarbejde på motorveje og højere p-afgifter har været medvirkende til, at DSB i de første fire måneder af 2006 har haft en stigning i antallet af kunder.


Om fremgangen siger Salgsdirektør Bjørn Wahlsten:


"Fremgangen viser, at pendlerne ser DSB som et alternativ til bilen. Det er derfor dobbelt ærgerligt, at vi ikke har en tilfredsstillende rettidighed for tiden. Muligheden for yderligere fremgang er ellers til stede, fordi konkurrencesituationen på flere måder er mere gunstig for toget end bilen."


Det er især pendlertrafikken, der er stigende. April viser en særlig voldsom vækst i salget af periodekort. Men målt fra januar og frem til nu udgør stigningen sammenlignet med samme periode sidste år over fem procent. Det gælder både i Østdanmark, i Vestdanmark og i trafikken over Storebælt. Trafikken over Øresund tegner sig for den største fremgang. Salgsdirektør i DSB Bjørn Wahlsten har et par bud på årsagerne til, at flere vælger at tage toget.


"Jeg kan nævne de stærkt stigende benzinpriser, der sikkert får mange til at spørge sig selv, om det økonomisk ikke er blevet lige lovligt dyrt at tage bilen. Hertil kommer, at bilisterne også har været generet af arbejder på motorvejene i både Jylland og på Sjælland," siger han og fortsætter:


"Og så har væksten i trafikken på indfaldsvejene til København betydet, at bilerne har haft svært ved at komme frem i tide. Endelig er priserne for parkering i Københavns kommune sat yderligere op i 2006, hvilket har en positiv effekt for den kollektive trafik."