Hastigheden op på 180 km/t fra mandag
Hastigheden op på 180 km/t fra mandag
Fra mandag den 12. december bliver hastigheden mellem København og Århus igen sat op til 180 km/t efter flere måneder med nedsat hastighed.
I august blev hastigheden sat ned til 120 km/t, i oktober kom den op på 160 km/t og fra på mandag er den igen op på maksimum, 180 km/t, meddeler Banedanmark.
Banedanmark øger hastigheden efter en række undersøgelser, der har vist, at strækningen København-Århus sikkerhedsmæssigt er fuldt forsvarlig.
DSB’s trafikchef, Erik Christensen, glæder sig meget over meldingen.
”Vi har hidtil været nødt til at tage et forbehold for forsinkelser på 5-10 minutter på grund af den nedsatte hastighed. Nu bør vi kunne holde køreplanen. Det er til glæde for passagererne, men også for personalet, som har været ude for et stort pres i al den tid, vi har kørt med nedsat hastighed”, siger Erik Christensen.
Selv om hastigheden generelt nu bliver sat op, vil der fortsat være lokale hastighedsnedsættelser flere steder i landet.