Hastighed fortsat nedsat efter togafsporing

Hastighed fortsat nedsat efter togafsporing

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
01. juni 2004 kl. 11:09

Det kommer til at tage lidt tid, inden togene igen kan køre henover Fyn og mellem Fredericia og Vejle med normal hastighed.


”Togene kører fortsat med nedsat hastighed på strækningen mellem Tommerup og Odense og mellem Fredericia og Vejle. Hastigheden har siden søndag været 80 km/t, og den fart vil togene køre med i hvert fald en uge endnu,” siger direktør for Jernbanetilsynet Flemming Lund.


Banedanmark (tidl. Banestyrelsen) er endnu ikke er færdig med undersøgelser af skinnerne efter en afsporing ved Tommerup på grund af et alvorligt skinnebrud. Der skal foretages yderligere knækprøver, hvor man forsøger at knække skinnerne for at se, hvornår de går fra hinanden og under hvilket tryk, ligesom resultater skal under yderligere vurdering.


”Det, der selvfølgelig ligger os meget på sinde, er at finde ud af, hvad vi kan gøre, for at det ikke gentager sig. Hastigheden bliver ikke øget, før vi har fuldstændig sikker grund under fødderne,” siger Flemming Lund.


Banedanmark og Jernbanetilsynet afventer lige nu yderligere to rapporter, der forventes at lande på skrivebordene fredag. Herefter skal der bruges nogle dage på at vurdere situationen, før det på et statusmøde i begyndelsen af næste uge eventuelt skal besluttes, om hastigheden igen skal sættes i vejret.