Halvering af graffiti på fjerntogene
Halvering af graffiti på fjerntogene
Siden 21. maj har der ikke været et eneste tilfælde af graffiti på fjerntogene.
Mængden af graffiti på fjerntogene i 1. halvår af 2003 er halveret i forhold til samme periode sidste år, og tendensen til den faldende graffitikriminalitet kan formentlig tilskrives hårdere domme for at male på togene.
”Der er faldet meget markante domme for at lave graffiti. Blandt andet en dom fra Odense, hvor den tiltalte fik halvandet års ubetinget fængsel. Ud over lange ubetingede fængselsstraffe er vi i de første seks måneder af 2003 blevet tilkendt over en million kroner i erstatning,” siger Hans-Henrik Thomsen fra DSB Produktion, og fortsætter:
”I perioden er der ikke foretaget nye tiltag for at dæmme op for den ulovlige aktivitet, så det må have en præventiv effekt med de hårdere domme. Samtidig er det blevet et område som aviserne gerne vil skrive om, og på den måde bliver dommene formentligt formidlet videre til potentielle graffitimalere.”
For DSB S-tog ser billedet noget anderledes ud. Her er situationen nogenlunde status quo. Dog er der udsving i de enkelte måneder, men et udbygning af graffiti samarbejdet i efteråret skal dæmme yderligere op for graffiti-malingen på togene i København.
Milepæle i DSB og graffiti på fjerntogene:
•1996 startede graffitimaleriet på IC-togene. Det skyldes sandsynligvis, at udøvere af graffiti i provinsen via Internettet fik mulighed for at vise deres arbejde.
•Graffiti-database startes i 1998 i S-tog.
•24. maj 2000 falder den første dom, hvor den tiltalte nægter, men bliver dømt på, at retten sammenligner tags og pieces (to forskellige typer graffiti) fra andre steder. Det er ikke længere nødvendigt at fange den kriminelle på fersk gerning. Samtidig opstod muligheden for DSB for at rejse krav om omlakering af togsættene.
•I 2002 tilsluttes blandt andre DSB Togsæt til graffiti-databasen.